Fællesskabsret, også kendt som EU-lovgivning, er det sæt forskrifter og direktiver, der udgør retssystemet i de lande, der udgør Den Europæiske Union.
De lande, der udgør Den Europæiske Union, er kendt som medlemsstater, og der er 27 blandt dem Tyskland, Italien eller Spanien. Denne fællesskabslov har sine egne kilder.
Fællesskabsretten begyndte at blive født med foreningen af kul- og stålindustrien gennem Paris-traktaten i 1951 mellem seks europæiske lande, og dermed fortsatte denne union af europæiske lande og blev forstærket med Rom-traktaten fra 1957, indtil den nåede den samlede samfundsorden nuværende.
Kilder til fællesskabsret
Kilderne skal være opdelt mellem primærret og sekundærret. Primær lov henviser til den oprindelige lov i denne overstatlige ordre, der fastlægger fordelingen af beføjelser mellem Den Europæiske Union og medlemsstaterne og udgør legitimiteten for de europæiske institutioner.
Den afledte ret er den, der stammer fra institutionerne oprettet af den oprindelige ret, og som skal være i overensstemmelse med den. Det vil sige, den afledte ret er endelig de normer, der stammer fra Unionen og anvendes i de europæiske lande, de skal respektere traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde og de andre komponenter i den oprindelige ret.
Primær eller original lov
Den primære ret består af:
- Traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF): Den inkluderer Den Europæiske Unions fødsel, dens organisation og struktur, hvordan den vil fungere og dens principper og mål. Det afgrænser rækkevidden af dets regler og beføjelser.
- Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder: Den inkluderer alle de grundlæggende rettigheder, der styrer Den Europæiske Unions beslutninger og forskrifter. Dette charter består af politiske, borgerlige og sociale menneskerettigheder.
- Traktat om oprettelse af Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab (EKSF): Det var Unionens oprindelige traktat.
- Annekseringstraktater: Disse traktater er de juridiske normer, hvormed medlemslandene overholder Den Europæiske Union.
Derivatlov
De er afledt ret:
- Forskrifter: Dette juridiske værktøj er det mest effektive og vigtige inden for fællesskabsretten. Den er bindende for medlemsstaterne og anvendes straks i staten uden behov for at tilpasse eller gennemføre den i den pågældende stats juridiske system. Dens anvendelsesområde gælder for alle lande i Den Europæiske Union.
- Direktiver: De anvendes ikke direkte i medlemsstaten, de skal gennemføres i hvert lands nationale lovgivning. Dens anvendelsesområde gælder for alle lande i Den Europæiske Union.
- Beslutninger: Afgørelser er mindre relevante retsakter end forordninger og direktiver, de kan være lovgivningsmæssige eller ikke-lovgivningsmæssige handlinger. Dets anvendelsesområde er ikke alle EU-lande, men kan målrettes mod en bestemt stat.
- Anbefalinger: De er ikke-lovgivningsmæssige og ikke-bindende. De opstiller en retningslinje, som EU-landene skal følge som en anbefaling.
- Udtalelser: De er ikke lovgivningsmæssige og er kun et svar på en eller anden form for forespørgsel.
- International internationale aftaler.
Supplerende lovgivning
I den subsidiære eller supplerende lov, der tjener til at forsøge at lukke de mulige huller i samfundets retlige orden, findes følgende kilder:
- De generelle lovprincipper.
- Retspraksis.
- Almindelig lov.
Organer for fællesskabsret
De vigtigste organer, der er involveret i kontrol og godkendelse af fællesskabsretten, er:
- Europa-Parlamentet.
- Europarådet.
- Det Europæiske Råd.
- Europæisk Kommission.
- Den Europæiske Unions Domstol.