Den frie bevægelighed for mennesker i Den Europæiske Union betragtes som et af de vigtigste og uundværlige kendetegn ved udviklingen af det økonomiske integrationsprojekt på europæisk niveau og blev lovligt bekendtgjort gennem artikel 45 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde.
Fri bevægelighed i Den Europæiske Union påvirker generelt alle medlemsstater og Island, Liechtenstein, Norge og Schweiz. Fuldt ud processen med at opbygge et Europa som en politisk og økonomisk magt betragtes ofte på dette stadium som afgørende ved at lette mobiliteten af en produktiv faktor såsom arbejde.
Det var med Maastricht-traktaten i 1992, at begrebet unionsborgerskab blev oprettet, en garanti for bevægelse og ophold for mennesker i forskellige medlemslande.
Begrebet fri bevægelighed for mennesker på europæisk territorium involverer forskellige aspekter, f.eks EU-borgeres mulighed for arbejdskraftens mobilitet mellem medlemslandene uden bureaukratiske og juridiske hindringer, overførsel af deres bopæl til dem, hvis det er nødvendigt for erhvervsmæssig interesse og varigheden i disse punkter, selv uden at have en gyldig ansættelseskontrakt.
Juridiske krav til menneskers mobilitet i Den Europæiske Union
- Ophold på mindre end tre måneder. Gyldigt identitetsdokument eller pas.
- Opholder sig længere end tre måneder. Hvis du ikke har et job, skal du have tilstrækkelige økonomiske ressourcer og sundhedsforsikring.
- Permanent ophold. Retten til permanent ophold opnås efter en stabil og sammenhængende opholdsperiode på mindst fem år. Det kan gå tabt i tilfælde af fravær i mere end to på hinanden følgende år fra dette land.
I denne forstand sikrer denne grundlæggende ret alle borgere og deres familier den samme behandling i arbejdssager og adgang til beskæftigelse, uanset om de er i deres hjemland eller ej. Enkeltpersoner har mulighed for at nyde næsten identiske rettigheder relateret til økonomisk aktivitet i deres professionelle destinationer, såsom sundhedsdækning. Restriktioner eller forskelle mellem forskellige landes love er normalt hovedsageligt fokuseret på aspekter som sikkerhed, offentlig orden eller folkesundhed.
Et mindre positivt aspekt af Denne integrationsproces er, at den ikke er så komplet i tilfælde af andre typer professionelle profiler, såsom selvstændige arbejdstagere. Sidstnævnte står ofte over for et højere niveau af lovgivningsmæssige forskelle mellem lande og har ikke særlig let ved at overføre deres økonomiske aktivitet til et andet land.