I en stadig mere globaliseret verden multiplicerer pensionsfonde deres aktiver og tager deres investeringer til stadig fjernere lande. I de seneste årtier er de blevet den foretrukne besparelsesmulighed for mange borgere og har attraktivt vækstpotentiale.
I henhold til den seneste rapport fra Inverco om pensionsfonde, der blev offentliggjort i september, opnåede spanske fonde et årligt afkast på 1,26% i august og vendte tilbage til overskud efter de tab, der blev registreret i løbet af sommeren. Samtidig erklærede de europæiske arbejdsgivere inden for risikovillig kapital (Invest Europe), at miljøet med lave renter vækkede fornyet interesse fra pensionsfonde i private equity-selskaber, hvilket repræsenterer en større fremtrædende plads for denne type investorer i realøkonomiens dynamik. I mellemtiden øger den gradvise aldring i de udviklede lande tiltrækningskraften for denne type midler for borgerne.
I Spanien, et land, hvor statens rolle traditionelt har været afgørende i pensionssystemet, har udviklingen af disse fonde endnu ikke nået udviklingen i andre lande (som Nederlandene eller Det Forenede Kongerige) på trods af en vis bekymring i hele samfundet for bæredygtigheden af den nuværende model. Tværtimod er pensionskasser afgørende for forståelsen af de skandinaviske økonomier, på trods af at de også har en høj grad af offentlig intervention. Noget lignende sker med private midler i den angelsaksiske verden. Således åbner pensionsplaner en debat overalt i verden mellem den offentlige og den private sfære om bekvemmeligheden ved et generaliseret pay-as-you-go-system eller individuelle kapitaliseringsfonde, hver med sine fordele og ulemper.
Det første argument til fordel for private pensionsfonde er deres rentabilitet, da de er enheder, der er specialiserede i konstant at lede efter nye investeringsalternativer for at få mest muligt ud af det med et minimum af risiko. I modsætning til offentlige midler, der i mange tilfælde afsætter deres ressourcer til erhvervelse af offentlig gæld for at reducere omkostningerne ved statsfinansiering (skønt disse værdipapirer endda kan have negativt afkast i den nuværende sammenhæng med rentesatser tæt på nul), perspektivet af fordele er grundlæggende i beslutningsprocessen af private midler. Derudover føjes den interesse, der genereres af dine investeringer, også delvist til den indskudte kapital, som kommer skatteyderne til gode, da den øger deres formue og giver dem mulighed for at gå på pension med højere pensioner i fremtiden.
Et andet positivt aspekt ville være det med egenkapital, da det er et system, hvor Hver skatteyder modtager en pension i henhold til det, de har bidraget igennem hele deres liv. Det spanske offentlige pay-as-you-go-system er derimod baseret på finansiering af nuværende ydelser med bidrag fra aktive arbejdstagere, hvilket betyder, at pensionsbeløbet overhovedet vil afhænge af situationen på arbejdsmarkedet gange. På denne måde kunne en pensionist have bidraget relativt mere i løbet af deres aktive år, men vil se deres pension blive reduceret, hvis ledigheden vokser, eller hvis befolkningens aldring gradvist reducerer landets aktive befolkning. En privat plan i denne forstand ville være mere retfærdig, da den knytter hver pension mere direkte til de bidrag, som arbejdstageren yder.
Derudover har de allerede nævnte problemer (dvs. det demografiske fald og væksten i arbejdsløsheden) ført til ændringer i lovgivningen i flere europæiske lande vedrørende pensioner. De fleste af disse reformer har været rettet mod at øge pensionsalderen og for Spaniens vedkommende at gøre inflationsundersøgelser underlagt den sociale situation for social sikring hvert år. Dette vil naturligvis betyde en reduktion af fremtidige ydelser og viser den usikkerhed, der vejer for det offentlige pensionssystem, især i krisetider. Selv om den er underlagt specifik regulering, synes den private sektor at være det meget mindre underlagt op- og nedture af politisk magt. Det bedste eksempel er sandsynligvis reservefonden, forvaltet af den spanske stat og reduceret med 77% siden 2011, da den er frit tilgængelig for de politiske myndigheder. På den modsatte ekstreme ville vi have den norske pensionskasse (Statens Pensjonsfond Utland), af offentlig art, men administreret privat af NBIM-banken, og hvis levering til regeringen er begrænset til renter og 4% om året af kapital. På denne måde, mens reservefonden kunne forsvinde i 2019, er norske pensioner garanteret på trods af at den skandinaviske økonomi er særlig følsom over for faldende oliepriser.
På den anden side har implementeringen af private planer en tendens til at give større garantier for bæredygtighed, da de er struktureret på det individuelle niveau, det vil sige, at hver skatteyder finansierer deres egen fremtidige pension i dag. Selv om denne erklæring også kunne udvides til ethvert finansieret system (selvom det er offentligt), bliver den politiske klasses uafhængighed, hvis mål undertiden hæves på en ideologisk eller kortsigtet måde, en væsentlig faktor for at sikre, at systemet er bæredygtig på lang sigt.
På det makroøkonomiske niveau har private pensionsplaner også positive virkninger på væksten i mange lande, da deres mangfoldighed giver dem mulighed for at tilbyde en bredere vifte af opsparingsalternativer til offentligheden i betragtning af eksistensen af forskellige investorprofiler. Dette betyder en diversificering af investeringer, der gør det muligt at dirigere finansielle ressourcer til andre sektorer i økonomien, såsom infrastruktur eller detailforbrug. Derudover investerer mange af disse fonde fortrinsvis i nogle nordeuropæiske lande i udlandet, hvilket garanterer deres solvens i tilfælde af en krise i deres hjemland, som igen vil se sin betalingsbalance drages år efter år. For overskuddet fra disse investeringer. På denne måde et større udvalg af pensionsordninger er normalt positivt for både den reelle økonomi og den udenlandske sektor. Disse fordele forklarer støtten til disse fonde i nogle af de mest udviklede lande i verden (Australien, Holland), mens i andre med en lavere indkomst pr. Indbygger (Spanien, Italien) har disse enheders aktiver stadig en lavere vægt i forhold til til BNP.
Men private pensionsordninger har også ulemper. En af dem er usikkerheden forbundet med selve eksistensen af den kontrakterede fond, da skatteyderne i tilfælde af insolvens kan miste deres bidrag. På den anden side, selv om det er rigtigt, at disse midler ikke afhænger direkte af staten, og at deres juridiske rammer i vid udstrækning bestemmes af EU, er deres beskatning underlagt ændringer i politisk magt og er normalt også et felt inden for det, der meningerne er stærkt ideologiserede. Derfor, private planer har tendens til at føre til større juridisk usikkerhed, selv i de mest stabile lande.
På den anden side får den dynamik, der giver disse enheder mening (det vil sige, at de tilførte ressourcer skal investeres for at få fondens aktiver til at vokse), at deres succes udelukkende afhænger af deres rentabilitet. I tider med økonomisk velstand er dette ikke et problem, da det ikke er svært for dem at få afkast på deres investeringer, og dermed kan de garantere højere pensioner (da skatteydere ikke kun får den tilførte kapital, men også en del af fordelene). I en kontekst af økonomisk recession kan en fonds beslutninger imidlertid medføre tab, og dette vil betyde en reduktion af bidragydernes patrimonium. Således har private fonde en betydelig markedsrisiko, der også findes i offentlige fonde, skønt i mindre grad.
Endelig er det også vigtigt at bemærke, at hvis det er et pensionssystem, hvor private planer erstatter (snarere end supplerer) offentlige, ville der sandsynligvis være en betydelig stigning i social ulighed. Under hensyntagen til, at kunderne til private fonde normalt er borgere med den højeste indkomst, kan det offentlige system lide tabet af dets største bidragydere og komme i underskud. I et pay-as-you-go-system som det nuværende ville dette utvivlsomt medføre en reduktion i pensioner til resten af bidragsydere, det vil sige dem med lavere indkomst. Derfor, hvis private pensioner skulle erstatte offentlige (eller hvis sidstnævnte vedtog et finansieret system), ville forskellen i indkomstniveau mellem de borgere, der har bidraget mere og mindre, muligvis øges. Denne effekt ville dog undgås, hvis private planer fungerede som et supplement til offentlige, som det er tilfældet i de fleste europæiske lande i dag.
Afslutningsvis kan vi sige, at pensionsfonde er en realitet, der konsolideres i de mest udviklede lande i verden, især i den angelsaksiske og skandinaviske sfære. Dens mere eller mindre generaliserede anvendelse synes at afhænge af en lang række faktorer, lige fra besparelsesniveauet i økonomien til retssikkerhed, herunder hvert lands kulturelle tradition. Alligevel kan de med deres lys og skygger i Europa stadig være et levedygtigt alternativ til at garantere den langsigtede velstand på et stadig mere aldrende kontinent.