Den Internationale Standardiseringsorganisation (ISO) er en uafhængig, ikke-statslige global organisation, der søger at samle eksperter til at dele information og udvikle standarder, der letter verdenshandelen.
Det vil sige, denne organisation søger at designe standarder, der frivilligt er vedtaget af medlemmerne. På denne måde vil det være internationalt kendt, om et produkt opfylder visse egenskaber. Dette tjener både tilsynsmyndigheder og forbrugere.
Der er flere ISO'er, der henviser til spørgsmål om ledelseskvalitet, miljøledelse, sundhed og sikkerhed på arbejdspladsen, energistyring, fødevaresikkerhed og databeskyttelse inden for informationsteknologier.
Vi kan tænke på ISO'er som formler til at gøre noget på den bedst mulige måde. Vi kan henvise til et produkt, en ledelsesproces, reduktion af miljøpåvirkningen eller et andet.
ISO har 165 partnerlande i skrivende stund, og dets hovedsæde er i Genève, Schweiz.
Det bør også præciseres, at ISO ikke udsteder certificeringer, men dette gøres gennem autoriserede eksterne organer, såsom National Accreditation Entity (ENAC) i Spanien.
ISO-historie
I London i 1946 mødtes 65 delegater fra 25 lande for at diskutere fremtiden for international standardisering. I 1947 blev ISO officielt oprettet med 67 tekniske komiteer. Dette var ekspertgrupper med fokus på et bestemt emne.
I 1951 blev den første ISO kaldet "rettidige anbefalinger" offentliggjort. Derefter, i maj 1952, blev den første ISO-journal udgivet, en månedlig bulletin, der rapporterede om institutionelle ændringer og om standarder udviklet af eksperter.
I 1960'erne bestræbte han sig på at inkludere flere udviklingslande, og i 1970'erne fortsatte internationaliseringsprocessen.
I 1995 lancerede ISO sit websted, og i 2000 begyndte det at sælge standarder online. Det fremhæver, at de i 2018 offentliggjorde ISO om sundhed og sikkerhed på arbejdspladsen.