Republikken Slovenien er en suveræn stat, hvis hovedstad er Ljubljana, der ligger i Balkan-regionen. Dens ejendommelige beliggenhed, der ligger mellem Kroatien, Ungarn, Østrig og Italien ud over Adriaterhavet, gør det til et land, der har både centraleuropæiske og Balkan-karakteristika, hvilket afspejles i dets historie, kultur og økonomi. Det blev uafhængigt af Den Socialistiske Forbundsrepublik Jugoslavien i 1991. Den er i øjeblikket en del af Den Europæiske Union siden 2004 og af Den Monetære Union siden 2007. Den er også medlem af Europarådet og OECD.
En kort historisk oversigt
Sloveniens historie afspejler det særlige ved at være mellem to verdener. Det område, der i dag udgør Slovenien, var en del af det gamle Rom, blev besat af Ostrogoths, sluttede sig til det frankiske kongerige, var ejet af Habsburgere, som en del af det østrig-ungarske imperium og blev integreret i de illiriske provinser, en satellitstat af den første Napoléon Bonapartes franske imperium.
I 1918 forsvandt det autro-ungarske imperium som følge af første verdenskrig; det slovenske folk sluttede sig til kongeriget serbere, kroater og slovenere. Denne stat skiftede navn i 1929 til Kongeriget Jugoslavien. Ved starten af 2. verdenskrig besatte og opdelte aksemagterne dette rige. Som en konsekvens blev det slovenske område delt mellem Nazityskland og det fascistiske Italien.
Slovenien i det 20. århundrede
Ved afslutningen af 2. verdenskrig blev Slovenien igen en del af Jugoslavien. Denne gang dog som en fødereret republik med navnet Den Socialistiske Republik Slovenien inden for den stat, der ville blive kaldt Den Socialistiske Forbundsrepublik Jugoslavien. Denne stat var præget af kulturel, etnisk og sproglig mangfoldighed og desuden af dens kommunistiske regime. Et kommunistisk regime, ledet af marskal Tito, meget ejendommeligt i betragtning af den afstand, det opretholdt i næsten hele dets eksistens med Sovjetunionen.
Endelig erklærede Slovenien efter forskellige øjeblikke af spænding og konflikt med føderationen sin uafhængighed den 25. juni 1991. Denne erklæring gav anledning til den ti-dages krig, hvorefter uafhængigheden var uoprettelig. Siden da er Slovenien blevet tættere på Vesten som det fremgår af dets tiltrædelse af EU, OECD, Europarådet eller NATO.
Den slovenske økonomi inden for Jugoslavien
Det socialistiske Jugoslavien opretholdt en anden økonomisk og social model end den, som Sovjetunionen havde til hensigt at udvide. Den sovjetiske model trængte ind i disse lande i sin bane efter afslutningen af 2. verdenskrig. Men Jugoslavien valgte den såkaldte selvstyrede socialisme. Samtidig forblev det neutral i konfrontationen mellem blokke. Faktisk var han en af initiativtagerne til den ikke-justerede bevægelse, en slags tredje vej i en kold krigssammenhæng mellem de to supermagter: USA og Sovjetunionen.
Inden for Jugoslavien var der forskelle mellem de dele, der udgjorde helheden. Slovenien var den mest økonomisk udviklede og mest industrialiserede. Forskellen på tidspunktet for oprettelsen af den nye jugoslaviske stat mellem den rigeste region, Slovenien og den fattigste, Kosovo, var 3 til 1. Denne situation blev konsolideret, og forskellen steg, indtil den blev i 1980'erne fra 8 til 1.
I denne forstand kan det bemærkes, at Slovenien ikke var et af de territorier, der økonomisk var foruroliget over dets medlemskab af unionen, men snarere blev begunstiget af dets medlemskab af det jugoslaviske marked. Der er dog forskellige versioner af denne kendsgerning. På den ene side hævdede de slovenske nationalister, at uden medlemskab i Jugoslavien ville udviklingen have været større; på den anden side anvendte modstanderne af uafhængighed disse data som bevis for post-uafhængighedens postulater.
Den nationalistiske spænding
I slutningen af 1970'erne forblev Slovenien Jugoslaviens vigtigste økonomiske magt. Dets BNP pr. Indbygger var dobbelt så stort som Unionen. Ud af 100, den gennemsnitlige jugoslaviske, nåede tallet 195,3, med 129,2 for Kroatien, 66,2 for Bosnien eller 26,8 for Kosovo. Som et resultat blev der oprettet en føderal fond til udvikling af underudviklede autonome republikker og provinser uden nytte. De mere udviklede republikker, der bidrog mest, udtrykte deres afvisning af denne fond gennem 1980'erne.
De økonomiske problemer havde politiske konsekvenser. Siden 1970'erne og frem for alt i 1980'erne er oprør af nationalistisk karakter blevet mere og mere hyppige. To skridt blev taget for at forsøge at berolige dem. Den første, en ny, mere decentraliserende forfatning, i 1974. Den anden godkendelse af et kollektivt formandskab for alle føderationens territorier, der blev lanceret efter Titos død. De fungerede dog ikke.
Med Titos død multiplicerede spændingerne. På den ene side ønskede serbiske ledere større kontrol og centralisering. På den anden side kæmpede resten af republikkerne for større decentralisering eller endog adskillelse fra Jugoslavien. Sloveniens uafhængighed blev tættere og tættere på.
Erklæringen om uafhængighed og økonomisk udvikling
I december 1990 afholdt Slovenien en folkeafstemning, der ikke var aftalt med føderationen. Den gunstige afstemning var flertal, men erklæringen om uafhængighed blev udsat til juni. Uafhængighed blev erklæret den 25. juni 1991. For at gøre den effektiv måtte den såkaldte ti-dages krig overvindes. Denne krig løb fra 26. juni til 6. juli. Slovenien stod over for den jugoslaviske føderations styrker. Internationalt blev Slovenien fra det øjeblik anerkendt som en suveræn stat.
Økonomien siden uafhængighed
Uafhængighedsprocessen var et alvorligt slag for den slovenske økonomi. Det påvirkede også resten af krige, der fandt sted på Balkan. Før uafhængighed i 1991 var BNP pr. Indbygger $ 8.656. Et år senere var det faldet til $ 6.052. Siden da har den slovenske økonomi imidlertid gradvist kommet sig, indtil den i 2000 nåede et BNP pr. Indbygger på 9.120 $. Industriproduktionen blev også trukket ned af situationen på en sådan måde, at den faldt med 13,2%. Andre sektorer, i den generelle kontekst af konflikten i regionen, blev påvirket med faldet i turisme og handel. Begyndende i anden halvdel af 90'erne begyndte situationen at blive bedre. Fra da indtil 2008 opretholdt Slovenien en solid økonomisk vækst og nåede rater over 3%. To var de baser, den var baseret på: eksport og konstruktion.
I 2008, som i andre lande, påvirkede krisen imidlertid landets økonomi alvorligt. BNP faldt 7,8% i 2009. I flere år løftede den slovenske økonomi ikke hovedet, før den i 2014 vendte tilbage til 3% vækst.
BNP pr. Indbygger i 2015 nåede 83% af gennemsnittet af de 28 EU-lande med 18.693 millioner euro pr. Indbygger. Det samlede BNP udgjorde 38.570 millioner euro.
Privatiseringer: en formel til at overvinde krisen?
Et af de træk, der karakteriserede den post-ugolanske økonomi i det lille Balkan-land, var statens vigtige rolle i økonomien. Mens de øvrige eks-socialistiske lande skyndte sig at anvende liberaliserings- og privatiseringsforanstaltninger, gjorde Slovenien det ikke med samme hastende og intensitet. Stillet over for den krise, der begyndte i 2008, anbefalede EU vredt godkendelsen af en privatiseringsplan. Målet var ingen ringere end at opnå økonomisk stabilisering og økonomisk genaktivering. Efter disse anbefalinger forlod den slovenske regering afstemningerne i 2014 og satte blikket mod spørgsmål såsom konkurslovgivning, den nødvendige kredit "nedskæring" af virksomheder for at skabe et passende miljø for forretning, konsolidering af banksektoren (med risikokontrol og ansvarlighedsforanstaltninger), privatiseringsprocessen og fleksibiliseringen af arbejdsmarkedet.
Ifølge data fra 2016 lå Sloveniens BNP pr. Indbygger på € 19.600. Den offentlige gæld udgjorde 78,50% af BNP. Dens offentlige udgif.webpter udgjorde mere end 18.000 millioner euro, 45,10% af BNP. Eksporten har nået 73,59% af BNP; og importerer 68,28%. I løbet af 2017 var arbejdsløsheden omkring 6,5%. Dens årlige CPI ligger på 1,6%. Derudover placerer de vigtigste ratingbureauer det i en relativt stabil position. Det rangerer 48. i konkurrenceevnen og 32. i innovation.
Med disse data kan det overvejes, at Slovenien er en af de mest avancerede økonomier i sin region.