Den fælles landbrugspolitik (CAP) er et sæt politikker og handlinger, som EU-medlemslandene har inden for landbrug og husdyr.
Gennem de foranstaltninger, der udgør den fælles landbrugspolitik, oprettes der et subsidiesystem til landdistrikterne på kontinentet for at forbedre udnyttelsen af det.
Følelsen af oprettelsen af disse politikker skyldes behovet for at imødegå forskellige problemer i sektoren. Unionen er ansvarlig for forvaltningen af den fælles landbrugspolitik over for hver enkelt medlemsstat.
I Europa har landbrugssektoren en bemærkelsesværdig betydning i produktionen som helhed, så den er direkte relateret til indbyggernes trivsel. Derfor skal offentlige institutioner tage sig af dette produktive stof gennem deres regulering og støtte, især i den nuværende økonomiske ramme.
CAP-midler bruges også lejlighedsvis til at lindre uforudsete virkninger, der kan opstå efter naturkatastrofer eller forekomsten af sygdomme, hvor mad er i fokus. De stammer således fra to institutioner, der er afhængige af EU: Den Europæiske Garantifond for Landbruget (EGFL) og Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikter (ELFUL). Mellem disse to fonde yder de betydelig økonomisk støtte til landbrugssektoren.
Af denne grund betragtes denne fælles politik i betragtning af sin nøglerolle i beskyttelsen af landbrugs- og landbefolkningen i Europa som en grundlæggende søjle i Unionens arbejde. Begyndelsen på dette fælles projekt i landbrugssager fandt sted i 1962 med mål, der allerede var sat i dannelsen af EU i henhold til Rom-traktaten.
Hovedmål for den fælles landbrugspolitik
Dette er de vigtigste mål, som den fælles landbrugspolitik søger:
- Udfør en forbedringsproces med hensyn til landbrugsproduktivitet, hvilket letter adgangen til fødevarer, hvis priser er overkommelige for befolkningen.
- Sikre teknologisk udvikling og fremskridt i sektoren for at opnå højere produktivitetsniveauer. På samme tid skal du sikre forsvaret for europæiske producenters konkurrenceevne inden for en global handelsramme.
- Forsvar landmændenes interesser i hvert hjørne af EU og nøje overvågning og beskyttelse af landdistriktsveje på kontinentalt niveau, hvilket giver deres markeder stabilitet.
- Fødevaresikkerhed, der sikrer et niveau af fødevareproduktion og et tilstrækkeligt udbud som reaktion på ændringer i samfundet og antallet af indbyggere.
- Opmærksomhed på detaljerne i den globale opvarmning og brugen af naturressourcer.
Den måde, hvorpå den fælles landbrugspolitik overholder denne række punkter, gennemgår foranstaltninger som f.eks. Fastsættelse af maksimums- eller minimumspriser eller begrænsninger med hensyn til mængder til rådighed til forbrug. Et andet er reduktionen af overskud takket være brugen af braklægning eller maksimale produktionskvoter i bestemte tidsperioder.