Den europæiske fælles akt blev underskrevet i 1986 og er en europæisk traktat, der trådte i kraft i 1987. Denne traktat lagde grundlaget for, hvad der senere skulle blive Den Europæiske Union.
Med et yderligere skridt i den økonomiske integration besluttede medlemslandene i det daværende europæiske økonomiske samfund at uddybe den frie bevægelighed for varer, tjenester, kapital og mennesker. Det var her, den fælles europæiske akt skulle komme i spil.
Der blev ikke kun gjort fremskridt på det indre marked og i fri bevægelighed, det gav også de europæiske institutioner større politisk og økonomisk magt.
Mål for den fælles europæiske akt
Hvis vi analyserer målene for den fælles europæiske akt, vil vi se, at de er meget brede. I den forstand implicerede de vigtige ændringer med hensyn til den måde, hvorpå beslutninger blev truffet i de europæiske institutioner, samtidig med at de fastlagde beføjelser fra Europa-Kommissionen og specificerede, hvad Europa-Parlamentets funktioner skulle være.
Europas rolle i verden blev heller ikke forsømt. Således blev der etableret en fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, alt sammen for at opretholde en sammenhængende og stærkere position på verdensplan.
Institutionelle ændringer
Vi har tidligere nævnt, at der var ændringer i beslutningstagningsmekanismerne. Ved at give mere fleksibilitet behøvede Rådet således ikke længere at nå til en enstemmig aftale, da det var nok til at opnå kvalificeret flertal.
Takket være det kvalificerede flertal var det lettere at gøre fremskridt med økonomisk integration og nåede store fremskridt med hensyn til det indre marked. Faktisk var det kun en nødvendig betingelse at nå til enstemmige aftaler i aspekter som beskatning eller borgernes frie bevægelighed.
Et andet aspekt, der skal fremhæves, er, at Det Europæiske Råd takket være den fælles europæiske akt for første gang anerkendes som en institution. På denne måde blev de officielle karakterer givet til møderne, hvor de europæiske ledere behandlede de vigtigste europæiske politiske og økonomiske spørgsmål. Vi bliver imidlertid nødt til at vente på Maastricht-traktaten i 1992, hvor Det Europæiske Råds funktioner blev klart specificeret.
Europa-Parlamentet fik som en institution, der repræsenterer europæiske borgere, større vægt og gav det muligheden for at lovgive sammen med Rådet.
Hvis lovgivningsmagt blev efterladt i hænderne på Rådet og Parlamentet, blev Europa-Kommissionen det organ, der havde ansvaret for at håndhæve de love, der blev vedtaget i Europa.
Der blev ikke kun gjort fremskridt i institutionelle anliggender, da det også blev uddybet i retlige anliggender. På denne måde blev Retten i Første Instans oprettet, som var ansvarlig for behandlingen af appeller anlagt af lande, enkeltpersoner, virksomheder, europæiske embedsmænd og også appeller relateret til intellektuel ejendomsret.
Sociale og økonomiske spørgsmål
Ud over de vigtige fremskridt på det politiske område fandt der også vigtige økonomiske og sociale aftaler sted. Således blev det besluttet at gennemføre en række foranstaltninger, der gør det muligt at uddybe fællesmarkedet og fjerne hindringer for fri bevægelighed for mennesker, varer, tjenester og kapital.
Europa gik mod den monetære union og var rede til at etablere en fælles pengepolitik. Takket være den fælles europæiske akt blev grundlaget lagt for en fremtidig økonomisk og monetær union.
Europæisk samarbejde var en proces, der krævede koordinering, og derfor blev der fra den fælles europæiske akt fremmet andre aspekter ud over de økonomiske. Af denne grund blev arbejdstagerrettigheder, sundhed, miljøproblemer og områder, der var nødvendige for fremskridt som forskning og teknologi, behandlet på europæisk plan.
Forsøg på at reducere forskellene mellem de forskellige lande valgte det, hvad der er kendt som økonomisk og social samhørighed. Dette bestod i at arbejde for at reducere forskellene i udviklingsniveauet mellem de forskellige medlemsstater og deres borgere.