NATO (Nordatlantisk traktatorganisation) er en international militærorganisation, der består af forskellige lande med det formål at etablere et fælles fælles forsvar.
NATO blev født den 4. april 1949 med undertegnelsen af den nordatlantiske traktat i Washington (USA). Det blev oprettet i forbindelse med den kolde krig mellem USA og Sovjetunionen for at beskytte sig mod Sovjetunionens høje tilstedeværelse og våbenkapacitet.
Efter afslutningen af anden verdenskrig begyndte de vestlige allierede lande at observere, hvad det russiske land var blevet, og hvad var dets former for organisation og ekspansion. Ud over at observere, hvordan kommunismen blev organiseret internt, er det i denne sammenhæng bekymring, at behovet for at organisere opstår hos de europæiske lande.
Oprettelse af NATO
Således opstår Bruxelles-traktaten, undertegnet af Belgien, Frankrig, Luxembourg, Storbritannien og Holland i 1948. Senere begyndte disse lande at forhandle med Canada og USA om oprettelse af en transatlantisk alliance. Denne forhandling og inkorporering af andre europæiske nationer gav endelig anledning til NATO.
Traktaten
Traktaten, der giver organisationen organ, blev underskrevet af de grundlæggende lande den 4. april 1949, men den trådte først i kraft den 24. august samme år. Teksten består af fjorten artikler, og i indledningen accepterer de forrang for de værdier, der fremmes af De Forenede Nationers pagt og baserer deres handling på fred og sikkerhed i alle dens komponenter.
Artikel 1 er en hensigtserklæring, hvori det erklæres, at internationale tvister fredeligt formidles, hvor fred, sikkerhed og retfærdighed trues. Ud over ikke at bruge trussel eller magt i sager, der ikke er inkluderet i De Forenede Nationers pagt.
Artikel 2 fastlægger målene om at forbedre fredelige internationale forbindelser, fremme stabilitet og trivsel og stimulere økonomisk samarbejde.
Resten af artiklerne i traktaten fastlægger mere specifikke spørgsmål, såsom forpligtelsen til at yde hjælp i tilfælde af et væbnet angreb inden for de undertegnende områder, og hvad der betragtes som et væbnet angreb. Ud over hvordan nye stater kan tilslutte sig, og hvordan de kan ophøre med at være medlemmer. Også eksistensen af et råd og de nødvendige underorganer.
NATO-medlemmer
NATO-medlemslandene er arrangeret som vist i nedenstående tabel.
| Land | Oprettelsesdato |
|---|---|
| Belgien, Canada, Danmark, USA, Frankrig, Island, Italien, Luxembourg, Norge, Holland, Portugal, Storbritannien | 1949 (grundlæggere) |
| Grækenland, kalkun | 1952 |
| Tyskland (føderalt) | 1955 (i 1990 ville resten af territoriet gøre det) |
| Spanien | 1982 |
| Ungarn, Polen, Tjekkiet | 1999 |
| Bulgarien, Slovakiet, Slovenien, Estland, Letland, Litauen, Rumænien | 2004 |
| Albanien, Kroatien | 2009 |
| Montenegro | 2017 |
| Nordmakedonien | 2020 |
Struktur og organisering af NATO
I NATO er der en strukturel opdeling, på den ene side vil der være den politiske gren og på den anden side militæret. Med hensyn til den politiske struktur har NATO et hovedkvarter i Bruxelles, der består af NATO-delegationer. Disse delegationer er den gruppe mennesker, der repræsenterer medlemslandene, og hver af dem ledes af en "ambassadør".
Inde i hovedkvarteret er der Nordatlantiske Råd, som er det politiske beslutningstagende organ, og som består af de ambassadører, der leder delegationerne. Denne krop er formand for Generalsekretær, og er den maksimalt ansvarlige og politiske repræsentant for NATO. Også på samme niveau som Rådet er Nukleare plangruppe, hvis konkurrence er reduceret til nuklear politik.
På et andet niveau er NATO's parlamentariske forsamling, som består af medlemmer af den lovgivende gren i hver medlemsstat samt andre partnere. Dette organ gennem underordnede udvalg, sætter Rådets dagsorden. Udvalgene behandler normalt tekniske og politiske spørgsmål af eksperter og nationale repræsentanter.
Den militære struktur består af andre organer, hvor det højeste hierarki er Militærkomité, og har ansvaret for at udarbejde den militære strategi baseret på de politiske retningslinjer, der er vedtaget af Rådet. Det udøver også rådgivende funktioner til politiske organer. Det består af lederne af forsvarsstaben i medlemslandene, internationalt militært personel, militærkomiteens udøvende organ og den militære kommandostruktur.
Endelig består den militære kommandostruktur af Allieret kommando af operationer og for ham Allieret kommando af transformation.
Relevante indgreb
Blandt de mest relevante NATO-interventioner er:
- Libyen (2011): I en sammenhæng, hvor Gaddafi, landets øverste leder, udførte en undertrykkelse mod befolkningen, der havde afsløret sig mod regimet. FN godkender landets intervention. Og NATO fortsætter til invasionen for at gendanne den nationale orden og afslutte den borgerkrig, der fandt sted. Krigen sluttede med Gaddafis død og de nationale styrkers nederlag i hænderne på oprørsgrupperne og NATO.
- Jugoslavien (1999): Landet var nedsænket i en stor borgerkrig, der hovedsagelig var forårsaget af spændinger mellem de forskellige etniske grupper i befolkningen. I 1999 gennemførte NATO en bombardement mod Kosovo-regionen for at stoppe alle de militære aktioner, der fandt sted på territoriet. Denne intervention var meget vigtig, fordi den blev udført uden forudgående tilladelse fra FN.