Autokrati er et regeringssystem. Hvilket centrerer magt og beslutningstagning i en enkelt figur.
I nævnte regeringssystem har præsidenten ikke pligt til at svare for sine handlinger før nogen form for kontrol eller politisk og social mekanisme. Vi taler om et sociologisk, politisk og økonomisk koncept fra det antikke Grækenland.
Nogle eksempler på autokratisk regime er de gamle europæiske absolutte monarkier eller diktaturer af enhver form for ideologi. Imidlertid antager det autokratiske element personificering af magt i en enkelt person. Mens i diktatoriske eller autoritære systemer sker dette normalt gennem politiske, militære eller økonomiske eliter. Kollektiver, der gennem staten kontrollerer og styrer livet for et bestemt område. Det mest almindelige er, at denne opnåelse af magt er udført med magt gennem militærkup.
Som med andre systemer til agglutination af ansvarsområder er regeringen, som lederen udøver i autokratiet, ubestridelig og indrømmer ikke diskussion. Samt hverken oprettelsen af civilsamfundsorganisationer eller oppositionspolitiske partier. Med andre ord er et hovedkarakteristik ved denne modalitet, at vedligeholdelse af magt nødvendigvis kræver benægtelse af muligheden for opposition i landet. Alt dette gennem værktøjer til social undertrykkelse.
Bortset fra det generelle koncept kan autokrati også præsenteres inden for andre mere demokratiske rammer. Nogle gange, især i situationer med ustabilitet eller økonomiske recessioner, vises politiske eller økonomiske personer, der ved hjælp af demokratiske værktøjer placerer sig i en magtposition og beslutningstagning og senere afviser at forlade den.
Eneveldets økonomi
Hvis vi fokuserer på det økonomiske aspekt af et autokratisk regime, kan vi fremhæve, at statens organisationsform er centralistisk. Dette skyldes, at det kombinerer det maksimale magtvolumen i den offentlige sektor, som præsidenten leder og kontrollerer. Med andre ord har den private sfære ikke mulighed for at nyde individuelle og kollektive friheder, den har ikke markedsstyrke og skal være underlagt statslige forordninger og lovgivning.
På den anden side har økonomien en tendens til at have en monopolistisk eller oligopolistisk karakter i denne type totalitære stater. Dette skyldes, at de økonomiske sektorer styres af et lille antal virksomheder, hvoraf de fleste er offentlige og med et lavt konkurrenceniveau.