Nice-traktaten er en traktat, der har været i kraft siden 2003, som ændrer De Europæiske Fællesskabers forfatningstraktater.
Nice-traktaten blev udarbejdet af Det Europæiske Råd mellem 7. og 9. december 2000 og undertegnet den 26. februar 2001. Den trådte i kraft den 1. februar 2003 efter ratificering af 15 medlemsstater. Ratifikationsprocessen varede indtil 2002.
Mål og betydning
Hovedformålet med Nice-traktaten var at gennemføre en institutionel reform for effektivt at kunne håndtere processen med at udvide antallet af medlemmer af Den Europæiske Union.
Deres forhandlinger var ikke lette. En af de største konflikter mellem medlemslandene var at definere afstemningsmekanismen. Tyskland krævede større repræsentation på grund af sin større befolkning (82 millioner), som Frankrig (59 millioner) afviste. Det samme skete mellem Holland (15 millioner) og Belgien (10 millioner).
Et andet problem, der stod over for, var den nødvendige reduktion i antallet af kommissærer sammen med muligheden for, at de mindre medlemmer ville blive efterladt uden en permanent kommissær.
Bemærkelsesværdige ændringer i Nice-traktaten
Nedenfor beskriver vi nogle af de mest bemærkelsesværdige ændringer, som traktaten indførte.
- Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab (EKSF) blev fjernet og overførte alle sine beføjelser til Det Europæiske Fællesskab.
- De tog større forholdsregler i tilfælde af en medlemsstats krænkelse af demokratiske principper og grundlæggende rettigheder. Politiske foranstaltninger blev indført før de sanktioner, der blev etableret i Amsterdam-traktaten, og domstolskontrol ved Domstolen og sikkerhed blev også etableret.
- Det blev fastslået, at Europa-Parlamentet vil bestå af 732 pladser i stedet for 626. Tyskland ville have 99 suppleanter, 72 de andre "store", og Spanien og Polen vil have 50.
- Fra 2005 ville de lande, der havde to kommissærer (Tyskland, Frankrig, Storbritannien, Italien og Spanien) have en. Det blev også aftalt, at når Unionen når 27 medlemmer, skal det endelige antal kommissærer besluttes "enstemmigt", hvilket skal være mindre end 27. Ligeledes vil der blive designet et "egalitært" rotationssystem, således at sammensætningen af Kommissionen afspejler tilfredsstillende medlemmernes demografiske vægt og de forskellige europæiske geografiske områder.
- Kommissionsformandens beføjelser blev styrket, der udnævnes med kvalificeret flertal, ikke enstemmigt som det havde været indtil da. Udnævnelsen af præsidenten skal forelægges Europa-Parlamentets godkendelse.
- Kvalificeret flertal blev i flere tilfælde udvidet som en rådsafgørelsesprocedure. Enstemmighed forblev dog reglen for de mest følsomme emner (beskatning, social sikring, asyl og indvandring).
- Med nogle begrænsninger åbner det muligheden for, at nogle lande kan gå hurtigere i spørgsmål relateret til integration (hvad der blev kaldt Europa "i forskellige hastigheder").
Afstemningssystem
Tilføjet til ovenstående er et stemmesystem, der bestod af følgende grundlæggende principper:
- Når Unionen har 27 medlemmer, vil de samlede stemmer i Rådet være 345.
- Tærsklen for kvalificeret flertal er sat til 255, og et blokerende mindretal er sat til 88 stemmer.
- Et forslag kan aldrig godkendes med kvalificeret flertal, når der er simpelt flertal af stater, der er imod det.
- For at få flertal skal staterne, der støtter forslaget, samle mindst 62% af Unionens samlede befolkning (denne betingelse kaldes "klausulen om demografisk verifikation").