Princippet om ikke-kompensation er en regnskabsstandard, der indikerer, at aktivkonti ikke kan modregnes med forpligtelser eller udgif.webptskonti med indtægtskonti.
Princippet om ingen kompensation fortæller os, at aktiv-, passiv-, omkostnings- eller indtægtskontiene er individuelle. Det vil sige, hvis vi har en udgif.webpt, kan vi ikke reducere en indkomstkonto. Hvad der skal gøres, er at øge saldoen på en udgif.webptskonto.
For eksempel, hvis vi har $ 1.000 tilgodehavender fra kunder (aktivkonto), og vi skylder et lån på $ 1.000 (passivkonto), kan vi ikke udelukkende redegøre for, at aktivkontoen er nul, eller at passivkontoen er nul. De to konti skal bogføres individuelt og uafhængigt med deres tilsvarende saldi.
Betydningen af princippet om ingen erstatning
Selv om det endelige resultat kan være det samme af regnskabsmæssige grunde, skyldes anvendelsen af dette princip, at relevante oplysninger kan gå tabt. Så når en virksomhed præsenterer sine konti, skal en virksomhed tage højde for alt, hvad der er relevant.
For eksempel, hvis vi bruger udgif.webpter til at reducere indtægtsbeløbet, ser det ud til, at vi ikke har haft nogen udgif.webpter, da de ikke registreres. Dette er forkert og vil tilbyde et billede, der er langt fra virkeligheden.