Venezuela er stadig opdelt i to halvdele. Dem der støtter Juan Guaidó og dem der støtter Nicolás Maduro. Samtidig forsøger de internationale magter at positionere sig og se, hvilken beslutning de træffer i denne henseende. Mellem den uophørlige søgen efter løsninger og en konflikt, der ser ud til at trække for længe, forbliver økonomien i kaos.
Som vi allerede anførte i en omfattende analyse af den venezuelanske økonomi, står vi over for en hidtil uset situation. Det er dog håbet, at situationen fortsætter, medmindre den politiske og sociale løsning - som er den vigtigste - går en bestemt vej.
Indtil da vil den venezuelanske økonomi fortsætte med at vandre og tilbyde os data som den, vi analyserer i dag. Data, forresten, der forsøges at vende med pengepolitikker, der ser ud til at have ringe succes.
Seddel-serviet og almisse ved overførsel
Den nuværende situation på pengemarkedet i Venezuela er så dramatisk, at den har nået ekstremer, der indtil for få år siden var utænkelig i et vestligt land i det 21. århundrede. I 2016 offentliggjorde Wall Street Journal f.eks. En artikel om, at prisen på en farvefotokopi i Caracas (100 bolivarer) svarede til den højeste pålydende regning. Ankommer i samme retning i det omfang, at de andre var mere værdifulde som trykt papir end for deres nominelle værdi. Den samme avis offentliggjorde også et foto, hvor en venezuelaner dukkede ind og pakket en empanada med en 2 bolivar regning, der var mindre end en serviet værd.
Staten har heller ikke været fritaget for problemer i denne henseende. Hvis hyperinflation endte med at skabe dybe forvridninger i økonomien i den private sektor, har offentligheden også lidt hårdt af den voksende efterspørgsel efter kontanter.
Centralbanken i Venezuela har haft problemer med at dække omkostningerne ved trykning af sedler
Faktisk er situationen blevet så kritisk for selve centralbanken i Venezuela, at den i 2017 begyndte at have problemer med at imødegå omkostningerne ved udstedelse af pengesedler. Da de fleste blev produceret i USA på grund af den begrænsede lokale produktionskapacitet. Sådan blev de monetære myndigheder tvunget til at betale et beløb svarende til ca. 20 cent for hver pengeseddel. Dette, selvom de fleste af dem havde en nominel værdi lavere end dette tal. Med andre ord havde de ikke pengene engang til at udskrive penge.
De havde ingen penge, selv for at udskrive penge.
Mangel på kontanter blev så akut, at venezuelanere er blevet tvunget til at ty til alle slags hændelser for at overleve i deres daglige liv. En af de første var udseendet af mellemled, der formåede at få fat i et stort antal billetter og videresælge dem med provisioner på op til 500%, idet de udnyttede befolkningens behov for at have et middel til at betale for deres grundlæggende behov. På samme tid, og som ofte sker i alle situationer med monetært kaos, ser byttehandel ud til at være vendt tilbage stærkere end nogensinde, og det er ikke længere usædvanligt at finde det i alle former for økonomiske transaktioner.
Endelig har nogle brugt de få elektroniske betalingsmetoder, der findes i landet. Til det punkt, at mange venezuelanere, der går i kirke, betaler deres almisser ved bankoverførsel.