I Spanien er den sociale sikringsreservefond, også kendt som pensionspengekassen, opbrugt. Med en meget aldrende befolkning overvejer økonomer forskellige alternativer for at garantere det offentlige pensionssystems levedygtighed. Disse foranstaltninger inkluderer den såkaldte Tobin-skat.
Tobin-skatten var et forslag udtænkt af den amerikanske økonom James Tobin, som i øvrigt også blev tildelt Nobelprisen i økonomi. Denne berømte økonom var professor ved universiteter som Yale og Harvard og udviklede også sin professionelle karriere i Federal Reserve i USA. I 1978 foreslog Tobin, en mand med klare keynesianske tendenser, en skat, der ville blive opkrævet på overskud opnået på valutamarkederne. Skattesatsen, der var mellem 0,01% og 0,025% af den investerede kapital, var ikke beregnet til at bremse dynamikken på markederne, men snarere at afskrække finansielle spekulanter og opnå stabilitet på markederne.
For eller imod Tobin-skatten?
James Tobin hævdede selv, at denne sats også kunne være en vigtig kilde til finansiering af offentlige udgif.webpter. Blandt andet kan de indsamlede midler bruges til at bekæmpe fattigdom, finansiere kampen mod klimaændringer eller som en indtægtskilde til at støtte det offentlige pensionssystem. Tobins forslag er blevet bredt accepteret af anti-globaliseringsbevægelser, der går ind for at dæmpe spekulation på de finansielle markeder. Nogle har endda omdøbt Tobin-skatten til Robin Hood-skatten.
Nu, da ideen opstod i James Tobins sind, var han klar over, at mange i den finansielle verden ville være imod at betale en skat på store finansielle transaktioner. Desuden mente de store forsvarere af økonomisk liberalisme, at indførelsen af en skat alvorligt kunne forstyrre det frie markedssystems funktion. Man frygter netop, at skaderne på kapitalmarkederne er større end skatteopkrævningen.
I årenes løb har ideen om Tobin-skat dog ændret sig. Allerede i 1990'erne valgte de, der var imod globalisering af økonomien, en kurs, der i stedet for at beskatte operationer på valutamarkederne ville falde på store finansielle transaktioner. Således hævder fortalere for Tobin-skatten, at absolut frihed på kapitalmarkederne kan ende med at udhule demokratiske fundament og lade samfundet være underlagt kapitalbevægelser.
Det skal dog huskes, at Tobin designet dette forslag til valutamarkederne og var kritisk over for dem, der brugte hans navn til at etablere en skat på kapitalbevægelser. Desuden har anti-globaliseringsbevægelser vist hård modstand mod organisationer som Den Internationale Valutafond eller Verdensbanken, mens James Tobin har været gunstig for begge institutioner.
Hvis vi ser efter en mellemposition, finder vi økonomen Paul Bernd Spahn. Hans forslag fokuserer ligesom Tobins på valutamarkeder. I denne forstand er Spahn for en beskeden sats på 0,01% for valutatransaktioner, mens denne sats vil stige til 50% for de manøvrer, der søger at angribe en valuta.
Er det muligt?
I øjeblikket arbejder Den Europæiske Union på at etablere en Tobin-skat, men dette projekt er blevet udsat og forbliver midlertidigt på vent. På trods af den manglende koordinering i denne henseende på det europæiske og internationale område er der lande som Det Forenede Kongerige og Frankrig, der allerede har lovgivet for at gennemføre en Tobin-skat.
Under alle omstændigheder vil det ikke være en nem opgave at implementere Tobin-skatten internationalt. Mange store virksomheder vil ende med at finde de juridiske smuthuller eller de passende skatteformler for at undgå at betale denne nye skat. Af denne grund frygter man, at store virksomheder vil ty til skattely.
Som vi har set, er der mange uoverensstemmelser omkring Tobin-skatten. En af dem er, hvem der ville få provenuet. James Tobin foreslog, at provenuet fra denne afgif.webpt administreres af Den Internationale Valutafond.
Et andet aspekt, der burde være klart, er behovet for klart at fastslå forskellen mellem spekulant og investor. Skatten skal ikke falde med samme vægt på en investor som på en spekulant.