Positivisme - Hvad det er, definition og koncept
Positivisme er en filosofisk strøm, der bekræfter, at viden kommer fra erfaring, samtidig med at den opnås gennem den videnskabelige metode.
Positivisme opstod i det nittende århundrede og havde som forløbere og fremtrædende forfattere Saint-Simon, Auguste Comte og Stuart Mill.
Denne filosofi opstod fra behovet for at behandle sociale fænomener med den samme metode og give dem samme kategori som naturvidenskaberne. Positivisme forsvarer således, at viden opnås baseret på erfaring, og sikrer, at den videnskabelige metode er den eneste måde at opnå det på. Således står det imod de strømme, der afviser erfaring som en forskningsmetode.
Kendetegn ved positivisme
Blandt de egenskaber, som positivismen præsenterer, skiller følgende sig ud:
- Afvisning af dogme og absolutte sandheder.
- Observation og eksperimentering for at søge efter love og teorier.
- Afvisning af metafysik, alle fænomener skal have en videnskabelig forklaring.
- Den sociale forsker skal være objektiv, han kan ikke lade sine fordomme og præferencer blande sig.
Forskningsteknikker inden for positivisme
Kvantitativ forskning giver os mulighed for gennem matematik og statistik at kende den sociale virkelighed. Dette er teknikker, der tilsyneladende er ideelle for naturvidenskaberne, men de gælder også for samfundsvidenskaben. Dette er grundlæggende essensen af positivisme.
Forskning fra det kvantitative paradigme udføres gennem kvantitative teknikker og værktøjer. Og den mest anvendte teknik er undersøgelsen, da den giver os mulighed for at indsamle oplysninger fra et relativt stort sæt af befolkningen. Desuden, hvis prøven er repræsentativ, giver det os mulighed for at udlede resultaterne opnået fra den undersøgte gruppe.
For eksempel, hvis vi ønsker at vide, hvilke problemer borgerne har i en region, giver undersøgelsen os mulighed for at lave en repræsentativ prøve og give respondenterne mulighed for at vælge de vigtigste problemer. Og takket være spørgsmål som alder og køn kan vi gruppere resultaterne og få oplysninger af højere kvalitet.
Samfundsvidenskabelig forskning har over tid integreret kombinationen af kvantitative og kvalitative teknikker. Sidstnævnte forsvarer, at dataene i sig selv ikke forklarer virkeligheden for os, men skal fortolkes. Dette skyldes det faktum, at mennesket ifølge fortolkere ikke er et fast objekt, men snarere er det dynamisk, det er i kontinuerlig bevægelse, og dets præferencer kan ændres eller simpelthen motiveres af en eller anden grund. Dette er grunden til, at begge teknikker i social forskning kombineres.
Eksempler på kvalitative teknikker er dybdegående interview eller fokusgrupper.
