Horisontal egenkapital er et princip, hvormed fag under lignende økonomiske forhold skal have samme behandling. Dette især inden for skatteområdet.
Med andre ord skal de med samme skattepligtige kapacitet ifølge dette princip (som er en del af skattekapitalen) betale den samme skattesats.
Det skal bemærkes, at betalingsevnen afhænger af den enkeltes indkomst og hans eller hendes aktiver. Skattesatsen kan derefter bestemmes for eksempel på basis af den enkeltes vederlag eller hans disponible indkomst.
Imidlertid kan statskassen tage højde for ikke-økonomiske variabler såsom geografisk placering eller alder.
Under alle omstændigheder forsøger princippet ikke-diskrimination eller ikke-udelukkelse. Således skal alle skatteydere med lignende karakteristika behandles på samme måde.
Det bør præciseres, at vandret egenkapital ikke kun kan anvendes til at definere opkrævningsordningerne, men også til at beslutte brugen af statskassen. Således skal skatteydere i samme økonomiske situation modtage de samme fordele fra staten.
Vandret egenkapital i virkeligheden
Det er vanskeligt perfekt at anvende begrebet vandret egenkapital i virkeligheden. Dette, fordi der altid vil være egenskaber, der adskiller enkeltpersoner.
For at forklare ovenstående skal vi se på tilfældet med en progressiv personlig indkomstskat, hvor en højere procentdel opkræves af dem, der tjener mere. Så under denne ordning er to personer med en lignende indkomst underlagt den samme skattebyrde.
Forestil dig f.eks., At skatteydere, der tjener mellem 5.000 og 10.000 euro om måneden, skal betale en sats på 20%. Derfor skal denne procentdel betales af Diana og Carlos, der modtager den samme løn, 6.000 euro om måneden.
Imidlertid kan der være mange forskelle mellem Carlos og Diana, såsom niveauet af akkumuleret formue. Måske har den ene mange flere ejendomme og besparelser end den anden.
Horisontal analyse