I mange lande er fødselsraterne faldet kraftigt, i en sådan grad, at befolkningspyramiderne er vendt. Med andre ord står vi over for aldrende befolkninger, hvor der ikke er nogen generationers erstatning. Alt dette har konsekvenser for finansieringen af det offentlige pensionssystem, da jo mindre den unge befolkning er, desto vanskeligere er det at skaffe ressourcer til at betale for pensioner.
Over for det problem, som forskellige regeringer stiller, søger de ikke at skære pensioner, opretholde købekraft og ikke skærpe betingelserne for at kunne opkræve en offentlig pension. I lande som Spanien kom størstedelen af indkomsten fra bidrag til social sikring. Disse bidrag blev bidraget af arbejdstagere og arbejdsgivere, men socialsikringssituationen er blevet mangelfuld, og pensionskassen er ved at løbe tør, så det er på tide at begynde at tænke på nye alternativer til at betale for pensionsydelser.
Skatter som finansieringskilde
For det første er der dem, der foreslår, at en del af det, der opkræves generelt, bruges til at betale for offentlige pensioner. Det, der i øjeblikket betales med de sociale sikringsbidrag, der vises i arbejdstagernes lønningsliste og med de bidrag, der betales af virksomhederne, kunne erstattes af det, der opkræves via skat. Under alle omstændigheder vil de regeringer, der overvejer denne foranstaltning, foreslå at indføre den gradvist. I denne forstand er det værd at fremhæve oplevelsen i Australien, hvor pensioner udelukkende betales med generelle skatter. Størrelsen på fordelene for hver borger bestemmes af deres indkomstniveau og deres aktiver.
Hvis vi tidligere har beskrevet muligheden for at skaffe ressourcer til at finansiere pensioner ved at fordele en brøkdel af generelle skatter, er en anden mulighed oprettelsen af en bestemt skat, hvis formål er at skaffe midler til det offentlige pensionssystem. Denne form for skat vil falde på de højeste aktiver og indkomster, skønt der også er dem, der mener, at det kan have en negativ indvirkning på middelklassen, og at det vil føre til en ulige fordeling af skattebyrder.
Socialsikringsbidrag
Du kan også handle på basis af bidrag. I Spanien ligger det maksimale bidragsgrundlag på 3.642 euro. Dette betyder, at beløb modtaget over loftet på 3.642 euro ikke bidrager til social sikring. Men hvis disse beløb handles, kan de øge indsamlingen. Denne mulighed har imidlertid også den ulempe, at socialsikring skal betale højere ydelser i de kommende år.
En anden mere direkte foranstaltning ville være at hæve priserne. Arbejdstagere og arbejdsgivere bør have større forpligtelser over for social sikring. Det skal bemærkes, at i Spanien bidrager arbejdsgivere med op til 83% af socialsikringsbidragene. Nå, forretningsmænd har været imod denne type forslag. Jo større byrder virksomhederne skal stå over for, desto mindre incitament for iværksættere til at investere og skabe job.
Kreditter, pensionsalder og ændringer i arbejdsmodellen
At bede om finansiering fra bankerne eller udstedelse af offentlig gæld til finansiering af pensioner er også muligheder, som administrationer har på bordet. Allerede i 1996 anmodede den spanske regering om et lån på 3.000 millioner euro, netop da socialsikringen var i en meget delikat situation.
Med hensyn til beskæftigelse har tendensen i mange lande været at satse på modeller for arbejdskraftfleksibilitet, der lettede lønreduktioner. Midlertidig ansættelse er også et andet handicap, når det kommer til at betale socialsikringsudgif.webpter. Af denne grund er der dem, der satser på en dybtgående ændring på arbejdsmarkedet, der satser på lønstigninger, der øger socialsikringsbidragene og stimulerer mere stabil ansættelse. Alt dette ville medføre vigtige ændringer i arbejdslovgivningen.
Forøgelse af pensionsalderen har været et forslag, som mange institutioner har lagt på bordet. Jo større antal arbejdede år, jo højere er bidragene, men det medfører visse ulemper. Afhængigt af den fysiske slitage, der genereres af arbejdet, vil det i visse erhverv ikke blive anbefalet, da arbejderne efter en bestemt alder ikke ville være så effektive i udviklingen af deres funktioner. Der er mange, der svarer, at i stedet for at forsinke pensionsalderen, skal vi vælge at indsætte den sektor af den unge befolkning, der forbliver ledig, på arbejdsmarkedet. Som et eksempel på et pensionssystem, der er forpligtet til at øge pensionsalderen, finder vi tilfældet med Frankrig. I galliske lande er bidragsperioden således øget fra 35 til 41 år for at modtage hele pensionen, mens der også er godkendt foranstaltninger til at udsætte pensionsalderen og reducere koefficienterne for at straffe dem, der går på pension tidligt. Tværtimod belønnes de, der udsætter deres pension, med bonuskoefficienter.
Andre oplevelser
En model, som mange forsvarer, er at kombinere offentlige fordele med private opsparinger. Dette sker i lande som Danmark, hvor arbejdsgivere betaler lave socialsikringsbidrag og en ringe offentlig pension suppleres med de bidrag, der ydes til en privat plan i hele deres arbejdsliv.
Singapores pensionssystem er særligt slående. Den lille og velstående stat i Sydøstasien har en model, hvor arbejdstageren har tre konti, som de kan yde bidrag til: en til medicinske problemer, den anden til pensionering og den tredje til spørgsmål som boliger eller studier. Bidrag til disse konti betales af medarbejderen og arbejdsgiveren. Det vil dog være medarbejderen, der beslutter, hvordan saldoen på de forskellige konti skal konfigureres.