Den klassiske dikotomi er et meget anvendt begreb inden for makroøkonomi, der henviser til ideen om, at reelle variabler såvel som nominelle kan analyseres separat.
Den klassiske dikotomi er et begreb, der tilskrives økonomerne i den klassiske skole såvel som præ-keynesianerne. Denne dikotomi opstår, når de virkelige variabler kan analyseres uden behovet for at kende den adfærd, de har, i dette tilfælde deres nominelle modstykker.
Således henviser vi til produktion og realrente som reelle variabler. Mens vi derimod henviser til den monetære værdi af produktionen og den nominelle rente som nominelle variabler. Derfor foreslår den klassiske dikotomi, at det er muligt at bestemme realt BNP såvel som andre reelle variabler uden behov for at kende niveauet for pengemængden såvel som dens inflation.
For at en økonomi skal præsentere den klassiske dikotomi, skal penge være neutrale (pengneutralitet). Det vil sige, det påvirker kun prisniveauet og ikke de reelle variabler.
Kritik af den klassiske dikotomi
Den klassiske dikotomi har været en idé afvist af keynesianske økonomer såvel som af tilhængere af monetarisme. De hævder, at priserne er klæbrige, så de kan ikke justeres på kort sigt. På denne måde øger en stigning i pengemængden den samlede efterspørgsel og ændrer de reelle variabler.
En af de store kritikere af den klassiske dikotomi var økonom Don Patinkin, idet han betragtede det som uforeneligt med indførelsen af virkningerne af reelle saldi i de ændringer, der finder sted i den nominelle pengemængde.
Klassisk økonomi forsvarer, at penge afspejler en værdi svarende til mængden af virkelige varer, der findes på markedet. Derfor kan en monetær ekspansion øge priserne forholdsmæssigt. På denne måde genereres inflation med den monetære ekspansion. En sådan prisstigning kunne ifølge Patinkin ikke forekomme uden en forstyrrelse på varemarkedet.
For Patinkin producerer udvidelsen af pengemængden stigninger i den reelle handling af pengesaldoer og når deres optimale niveau. Derfor skal udgif.webpterne til varer øges for at nå det optimale niveau. Denne situation medfører derfor stigninger i prisniveauet; at skulle nå den nye ligevægt, når den overskydende efterspørgsel er opfyldt.
På denne måde konkluderer Patinkin, at den klassiske dikotomi er uforenelig med den førnævnte justering på varemarkedet.