Den Europæiske Union, som vi kender den, er i dag frugten af en lang proces med overnational integration. Det er en lang rejse, der begyndte som en økonomisk forening, der endte med at give anledning til en politisk union. Det hele startede efter anden verdenskrig. Den britiske premierminister Winston Churchill forsvarede ideen om et forenet Europa for at afslutte de rivaliseringer, der tidligere havde afvejet det politisk og økonomisk.
I 1950'erne blev de første skridt i europæisk integration taget. Den franske udenrigsminister Robert Schuman lagde en plan udtænkt af ham selv og Jean Monet for at integrere den fransk-tyske kul- og stålproduktion. Den såkaldte Schuman-plan blev en realitet med oprettelsen af CECA (Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab). Denne organisation bestod af Frankrig, Forbundsrepublikken Tyskland, Italien, Belgien, Holland og Luxembourg. Således blev grundlaget lagt for en lang integrationsproces for Europa.
Også i 1950'erne kom Euratom, det vil sige Det Europæiske Atomenergif.webpællesskab. De seks stater, der bestod af EKSF, godkendte Euratom, der søgte udvikling af forskning og atomindustrien til fredelige formål. Således findes EU-kimen i disse to organer, EKSF og Euratom. Det skal bemærkes, at 1950'erne var præget af fraværet af en fælles pengepolitik. Der var kun nogle bestemmelser til at samarbejde om økonomiske spørgsmål kendt som det "fælles marked".
I 1961 ansøgte Det Forenede Kongerige om at blive medlem af Fællesskabet. For deres del udtrykte skandinaviske lande som Norge og Danmark deres interesse i at blive medlem af Fællesskabet. Irland tilsluttede sig også disse anmodninger. Således havde Det Forenede Kongerige, Irland og Danmark folkeundersøgelser, der støttede deres indrejse i Fællesskabet, mens den norske befolkning var ugunstig for integrationsprocessen. Endelig ekspanderede Det Europæiske Fællesskab i juni 1972 til det nordlige og Storbritannien, Danmark og Irland ratificerede tiltrædelsestraktaterne.
Det er værd at fremhæve memorandummet om "Koordinering af økonomisk politik og monetær politik i Fællesskabet" fra 1969, som søgte en konvergens mellem økonomiske mål, koordinering af økonomisk politik og monetært samarbejde mellem medlemslandene.
I 1979 blev det europæiske monetære system lanceret og indledte et nyt kapitel i europæisk økonomisk integration. Målet med dette system var at opnå monetær stabilitet og reducere udsvinget mellem valutastaterne i samfundsstaterne. Til dette formål blev der fastlagt margener, mellem hvilke de nominelle valutakurser kunne variere.
Ankomsten af 1980'erne bragte nye medlemmer til den europæiske klub. Denne gang kom ekspansionen fra syd. Endelig et demokratisk land, Grækenland tiltrådte Det Europæiske Fællesskab i 1981, og i 1986 sluttede Spanien og Portugal sig til Det Europæiske Fællesskab.
Også i 1980'erne var der en meget vigtig begivenhed: ikrafttrædelsen af den fælles europæiske akt. Det Europæiske Økonomiske Fællesskab blev omdøbt til Det Europæiske Fællesskab, Europa-Parlamentet styrkede sin magt, den fulde realisering af et fælles europæisk marked blev etableret i 1993, og målet om at reducere forskellene i udvikling mellem europæiske regioner blev etableret. For at mindske forskellene mellem de forskellige territorier blev der tildelt en større mængde finansielle ressourcer til strukturfondene, der var bestemt til de mindre udviklede regioner.
I 1988 var udviklingen af Den Europæiske Monetære Union planlagt, som indeholdt oprettelse af et europæisk system med centralbanker og en fælles valuta. For det første måtte samarbejdet mellem centralbanker styrkes, derefter skulle det europæiske system med centralbanker oprettes, magtoverførsel i pengepolitikken og endelig udskiftning af nationale valutaer med en fælles europæisk valuta.
1990'erne bragte begivenheder af stor betydning for Europa. I 1992, med undertegnelsen af Maastrich-traktaten, blev Det Europæiske Fællesskab omdøbt til Den Europæiske Union. Dens principper var: at opnå en økonomisk og monetær union, en velkoordineret socialpolitik, en fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik samt samarbejde om retlige og indre anliggender.
I 1995 blev Sverige, Finland og Østrig en del af Den Europæiske Union, og i 1997 blev 2000-dagsordenen godkendt, hvis mål var: styrkelse og ombygning af struktur- og samhørighedsfonde for at mindske forskellene, udvidelse af Den Europæiske Union til landene i det centrale og Østeuropa og finansiering af interne politikker og udvidelsespolitikker. Også i 1997 blev Amsterdam-traktaten underskrevet, hvilket uddybede et mere socialt og demokratisk Europa.
I 2001, med undertegnelsen af Nice-traktaten, blev der oprettet en ny balance mellem europæisk magt, mens Unionen blev forberedt på indførelsen af nye stater. 2001 var et vigtigt år, når det kommer til den monetære union, da den europæiske valuta, euroen, trådte i kraft. Tre år senere, i 2004, bestod Den Europæiske Union af 25 stater. De nye medlemmer var: Estland, Letland, Litauen, Tjekkiet, Slovakiet, Slovenien, Ungarn, Polen, Cypern og Malta. Året 2007 ankom, og inkorporeringerne af Rumænien og Bulgarien fandt sted.
Lissabontraktaten, ratificeret i 2009, opretter Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder og var ansvarlig for at ændre og modernisere de europæiske institutioner. Den økonomiske krise i 2008 rystede imidlertid Den Europæiske Union hårdt. Situationen tvang drastiske økonomiske reformer i europæiske lande, og der blev udført arbejde i bankunionen for at opnå en sikrere og mere pålidelig finanssektor. På trods af at Den Europæiske Union blev tildelt Nobels fredspris i 2012, er en vigtig euroskeptisk bevægelse opstået blandt andet til styring af den økonomiske krise. Den seneste inkorporering fandt sted i 2013 med Kroatiens indtræden i Den Europæiske Union.
Der ligger imidlertid udfordringer som f.eks. Brexit, Storbritanniens udgang fra Den Europæiske Union. Britiske borgere godkendte afskedigelsen af Den Europæiske Union ved en folkeafstemning, og det er stadig at se, hvordan denne situation vil påvirke den europæiske økonomi. Brexit sætter spørgsmålstegn ved en lang integrationsproces. Det er tilbage at se, hvordan EU vil tackle den udfordring, som nye skeptiske stemmer udgør.
