Hvad er der sket med Argentina? Hvad har været årsagerne, der har bragt landet til randen af økonomisk og finansielt sammenbrud? Og endelig, hvilken plan har Macri foreslået for at løse det, der skete i landet?
Hele planeten har været vidne til, hvad der skete i de seneste måneder i Argentina. Den argentinske økonomi havde ikke været centrum for global økonomisk opmærksomhed i mange år. Efter de seneste begivenheder fokuserede de ikke kun de vigtigste organisationers og regeringers fokus, men placerede det også på randen af sammenbrud, både økonomisk og økonomisk. Stigende inflation med den deraf følgende devaluering af valutaen satte en økonomi på rebene, der bad om en intervention fra Den Internationale Valutafond (IMF) for at opretholde den.
Med ankomsten af den nye præsident, Mauricio Macri, befandt Argentina sig i et ret komplekst økonomisk miljø. Brug af udtrykket kompleks er ikke fordi økonomien var dyster. Der var snarere flere situationer, der sammen satte landets økonomi på randen af finansielt og økonomisk sammenbrud. Dette tilskyndede regeringen til at anmode om økonomisk støtte fra Den Internationale Valutafond (IMF) for at lamme det svimlende kollaps, den led. Hvad skete der for at få dette til at ske?
Alt for omfattende politikker
Som vi tidligere har kommenteret, ankom den nye præsident med det formål at erstatte den økonomiske model, der var udført med den tidligere regering. For Macri var den model, der blev valgt, den forkerte model. En model baseret på overskridelser af de offentlige udgif.webpter, og som kun forværrede de risici, landet stod overfor. Af denne grund annoncerede den argentinske præsident en ny model, der hovedsagelig var baseret på at reducere udgif.webpterne, indeholdende stigende inflation og en omjustering, der ville rette op på landets finansunderskud og som truede investorernes kapitaludstrømning.
Det er ikke let at identificere, hvad der var de egentlige grunde, der førte til, at en økonomi som Argentinas gik fra at være en moderat normaliseret økonomi til at være en økonomi i ødelæggelsesprocessen.
- For stort budgetunderskud: Med overgangen til formandskabet befandt den nye regering sig med et budgetunderskud meget langt fra det, som kræves af investorer.
- Frit fald valutakurs: En fuldstændig sammensat valutakurs, da den var blevet kontrolleret så meget, at den blev kunstigt understøttet, og som forværrede situationen for landets virksomheder.
- Manglende konkurrenceevne: På samme måde var der en forsinkelse i landets konkurrenceevne, som tyngede dets position i rangordningen.
Hertil kom problemet med den argentinske inflation, der på trods af Macri-regeringens indsats ikke har været i stand til at falde til under to cifre. En kendsgerning, der placerer landet blandt de lande med de højeste inflationsniveauer, og som flyttede landet væk fra det opstillede mål.
Spørgsmålet om inflation er et vigtigt punkt at huske på. Dette spørgsmål var et af hovedformålene med det nye formandskab. Hvilket foreslog en reduktion i inflationen, der til dato ikke har oplevet en tilfredsstillende reduktion. Det vil sige, det er blevet reduceret, men ikke nok til at skabe tillid til investorer.
Macris alternative plan
På grund af den ringe succes med sine forgængeres politik tog den argentinske regering flere beslutninger. Især med ideen om at forhindre Argentina i at lide et økonomisk sammenbrud:
- Reducer de offentlige udgif.webpter: Nå fortsatte landet med at bruge mere end sin indkomst.
- Renteforhøjelse: En stigning i renten over 40%, der forsøger at få renteforhøjelsen til at reducere inflationen.
- Finansiel liberalisering: Endelig en finansiel liberalisering, der giver borgere mulighed for at veksle pesos til udenlandsk valuta. En foranstaltning, der forresten førte til, at den nationale valuta led et koldt fald på grund af mistillid hos investorer.
Sammenfattende skyldtes den nye økonomiske krise, som landet var igennem, ikke et specifikt problem, men kom snarere fra et korsvej af begivenheder og bekymrende indikatorer såvel som en regeringsovergang. Og følgelig i den makroøkonomiske model, som landet anvendte, og som hovedsagelig havde været baseret på reduktion af de offentlige udgif.webpter. Det siger sig selv, at denne model har vist et finanspolitisk underskud i de offentlige regnskaber i 53 af de sidste 57 år.
På den anden side fortsatte indeslutningen af den argentinske peso og den manglende rationalitet i valutakursen fortsat med at true forretningsindtægtsindtægterne. Endelig fortsatte landets stigende inflation sin opadgående tendens i lyset af en impassiv regeringsaktion.
For Macri skulle hans regering være den regering, der forårsagede denne ændring i Argentina, og som på den anden side satte en stopper for de overdrivelser, der, som Macri selv kommenterede, pantsatte landet og dets borgere. Problemet, der opstod, var imidlertid den overdrevne gradvise implementering og den lille og ubetydelige indvirkning, den havde på den nationale økonomi. Som IMF påpegede, var det derfor en chokstrategi, hvad landet og dets økonomi virkelig havde brug for, der ville anvende de nødvendige foranstaltninger for at sikre større vækst for landet.
IMF-intervention
Stillet over for de problemer, dette frigjorde, måtte Den Internationale Valutafond overtage interventionen i landet og fastlægge de retningslinjer, der skal følges for at opnå større økonomisk vækst. Det er dog stadig for tidligt at tale om den argentinske økonomi, som historiske data viser, oplever den interne problemer i den økonomiske model, der øger nye recessioner for landet. Derudover skal vi tilføje global usikkerhed, som heller ikke øger væksten for verdensøkonomien.
Endelig og med henvisning til erklæringerne fra Den Internationale Valutafond, har situationen i Argentina før IMF's indgriben til formål at garantere økonomisk vækst for næste år, som blev forventet til 0%. For at gøre dette har det organ, der ledes af Christine Lagarde, gennemført en mindre gradvis strategi end den, der blev foreslået af Macri. Denne strategi opretholder imidlertid de samme intentioner som de, formanden har til hensigt. Det vil sige en reduktion af de utallige overdrivelser, som hans forgængere havde påtaget sig.