Europa-Kommissionen foreslår, at der oprettes risikofri gældsværdipapirer til konsolidering af den monetære union, svarende til det gamle Eurobond-projekt. Vi analyserer forslaget og forsøgene på at gensidige den europæiske gæld.
Den 31. maj offentliggjorde Europa-Kommissionen et dokument, der viser sin køreplan mod en fuld monetær union inden 2025. Blandt forslagene er udstedelse af fastforrentede og risikofrie instrumenter på europæisk niveau. I modsætning til euroobligationer, der søgte en fuldstændig gensidig fordeling af europæisk gæld, ville disse aktiver være knyttet til EU i deres udstedelse, men ikke i risici, da de ville fungere som nationale obligationspakker. Imidlertid kunne det faktum, at initiativet betragtes som et indledende skridt til euroobligationer, allerede fremkalde modstand fra flere EU-medlemmer på grund af deres modstand mod Bruxelles 'forsøg på at gensidige dets medlemmers økonomiske forpligtelser. I denne artikel vil vi analysere fænomenet gensidiggørelse i europæisk sammenhæng med dets forsvarere og modstandere.
Ved ”gensidig” mener vi ”at gøre noget gensidigt eller gensidigt” (RAE). I tilfælde af gæld henviser dette koncept til fælles udstedelse af finansielle forpligtelser, hvor udstedere også deler de risici, der er forbundet med dem. I Europa har EU-myndighedernes forsøg på at opnå økonomisk konvergens mellem medlemslandene givet anledning til adskillige drøftelser om mulige initiativer til at imødegå staternes offentlige gæld (som i dag udsteder deres forpligtelser uafhængigt) og skabe værdipapirgæld på europæisk niveau. (Eurobonds er det mest kendte alternativ). Imidlertid er der ikke ringe modstand mod disse initiativer, hvilket tvinger de europæiske myndigheder til at foretage en korrekt vurdering af omkostningerne og fordelene ved gensidig finansiering af europæisk offentlig gæld.
Fordele ved gældssanering
Det største argument, der normalt bruges til forsvar af initiativer som f.eks. Euroobligationer, er konvergensacceleration økonomisk i EU. Ifølge dette synspunkt er en af de største hindringer for at opnå fuld økonomisk integration forskellen i omkostningerne ved finansiering af staterne i selve Unionen. På den måde vil det faktum, at et medlemslands gæld (såsom Tyskland) fungerer som et sikkert tilflugtssted mod de forpligtelser, der er udstedt af andre, skade landene med mere skattemæssige problemer og ville dømme dem til en ond cirkel, siden stigningen i deres risikopræmier vil lægge en ekstra byrde på deres budgetter og gøre deres finanspolitiske konsolideringsprocesser endnu vanskeligere.
Som vi kan se i grafen, er der en vigtig forskel i EU-landenes 10-årige finansieringsomkostninger i forhold til Tyskland, da de er mest ramt af krisen (Portugal, Irland, Italien og Spanien), der betaler præmier på højere risiko. På denne måde ville det nuværende system være uretfærdigt, da det ikke kun ville straffe mere de lande, der har mest vanskeligheder med at komme ud af recessionen, men det kunne også holde deres økonomiske opsving tilbage. Det er derfor ikke tilfældigt, at den ældre fortalere for gensidig integration af gælden er Sydeuropæiske lande, mere påvirket af krisen end deres nordlige naboer.
På denne måde er der mange økonomer, der forsvarer, at aktiver såsom euroobligationer vil bidrage til en mere afbalanceret vækst i Europa og de vil lette økonomisk konvergens, som er et af de grundlæggende mål for EU. På den anden side vil det forbedre investorernes tillid til de europæiske markeder (ved at udvide garantier for gældsværdipapirer) og ekstreme løsninger ville undgås såsom redning fra Grækenland, Irland og Portugal, som har resulteret i barske tilpasningsplaner. På denne måde a vækstsynergi i hele EU, da øget solvens i debitorlande ville forbedre kvaliteten af kreditorlandenes balance og frigøre dem fra risikoen for at lide tab på grund af manglende betaling eller afskrivninger på deres aktiver.
Risiciene ved gensidig integration
Der er imidlertid også mange modstandere af gensidige initiativer, blandt hvilke Tyskland og andre nordeuropæiske lande som Holland og Finland skiller sig ud. Hans hovedargument er baseret på den forudsætning, at risikodeling ville ikke reducere finansieringsomkostningerne, men overfør dem simpelthen fra debitorlandene til kreditorerne. På denne måde kan finansielle instrumenter som f.eks Eurobonds ville fordreje markederne da deres afkast ikke afspejler de faktiske tilknyttede risici. Med andre ord ville det forhold mellem risiko og afkast, der findes i hvert finansielt aktiv, blive brudt, da værdipapirer med lavt afkast kunne udstedes for at opretholde lande med høje risikoniveauer og omvendt.
På den anden side er det muligt, at gensidig fordeling af finansielle risici gør det muligt for debitorer at fortsætte med deres udgif.webptspolitikker uden at bekymre sig om underskuddet, da deres finansieringsomkostninger ville være kunstigt lave. I den anden graf ser vi, hvordan der i perioden 2009-2016 er en omvendt sammenhæng mellem finanspolitisk konsolidering og rentabiliteten af landenes gæld (årene 2007 og 2008 er udelukket for at eliminere virkningen af ECBs lavere satser i 2009, og det primære overskud er valgt til at diskontere selve betalingen af den offentlige gæld). Det betyder at højere primært overskud øger investorernes tillid og det giver landet mulighed for at betale mindre renter på sin gæld. For Tyskland og andre nordeuropæiske lande er det den faireste mekanisme at belønne fiskal disciplin og undgå at spilde offentlige ressourcer.
På denne måde befinder EU sig i dag i en stærk kontrovers: mens dets ledere ønsker at gå videre med gensidig fordeling, er de største bidragydere til samfundsbudgettet (dvs. de lande, der har mest indflydelse i Bruxelles) tilbageholdende med at gøre så. På lang sigt kan det virke logisk, at et økonomisk område, der deler den samme valuta, kunne have fælles finansielle instrumenter, men det virker heller ikke let, hvis vi tager i betragtning, at selv landene i Syd i dag forsøger at lempe deres finanspolitiske konsolidering mål. I denne forstand kunne europæiske risikofrie obligationer skrottes ligesom deres forgængere euroobligationer, en idé, der er mere forladt langs den lange vej til den monetære union.
