Landbrugsrevolutionen fandt sted i det 18. århundrede og var afgørende for succesen med den industrielle revolution. I dag, når økonomien bevæger sig mod digitalisering og robotisering af arbejde, skiller landbruget sig ud på en særlig måde for sin ekspansionsproces uden fortilfælde siden slutningen af sidste århundrede. Vi analyserer dens årsager og konsekvenser.
Den 22. februar offentliggjorde FN's Fødevare- og Landbrugsorganisation (FAO) en rapport om den nuværende landbrugsstatus. Den opregnede de hidtidige resultater samt udfordringerne for branchen i fremtiden. Tvivl om landbrugets retning i de kommende årtier kan imidlertid kun forstås, hvis vi tager udgangspunkt i en tidligere analyse af dets nuværende vækstmodel.
I denne forstand virker det i dag utvivlsomt overalt i verden, at den primære sektor og især landbruget har gennemgået en reel produktiv revolution. På denne måde har de sidste årtier været vidne til en eksponentiel stigning i landbrugsproduktion over hele verden, som i de fleste tilfælde er afsluttet med Forbedre livskvaliteten for befolkningen. Og mange steder opstår der en lille tilbagevenden til befolkningen på landet, selvom den globale tendens fortsat er en stigning i befolkningen, der bor i byer.
Disse ændringer kan forklares med forskellige faktorer, men to af dem er især relevante: tekniske fremskridt og international handel. Med hensyn til det første punkt er det tydeligt for enhver økonoms øjne, at teknologiske fremskridt har spillet en vigtig rolle når man øger landbrugsproduktiviteten pr. hektar og arbejdstime, hvilket øger den samlede produktion. Et klart eksempel er frugthøstningsopgaverne, som i nogle områder i Nordeuropa allerede er fuldautomatiske og har vist sig at være mere effektive end manuel høst. Ud fra afgrødernes synspunkt er gødning og pesticider også blevet perfektioneret (ud over udviklingen af de altid kontroversielle transgene stoffer), hvilket øger holdbarheden af produkterne.
På den anden side er det også vigtigt at påpege en stigningsproces spredning af teknologier til lande, der indtil for få årtier siden næppe havde dem: dette er for eksempel tilfældet med Kina og andre nye økonomier, der har erstattet traditionelle plove med traktorer, tærskere og såmaskiner. Endelig er der i de senere år udviklet nye dyrkningsteknikker (såsom hydroponiske og aeroponiske metoder), der maksimerer produktionen og kvaliteten, mens arealet og vandforbruget minimeres.
Spørgsmålet om åbning af internationale markeder er mere omstridt, da handelsliberalisering inden for landbruget ser ud til at have været til gavn for mange lande, men også skadet andre. Selv om det i nogle tilfælde er korrekt, at de mest lukkede og mindre konkurrenceprægede økonomier har været udsat for hårde tilpasningsprocesser i deres landbrugssektor som en årsag til dette fænomen (som det er sket med de mexicanske kornproducenter efter underskrivelsen af NAFTA), kan det ikke benægtes, at det kommerciel åbning i de fleste tilfælde har den det forbedret adgang til fødevarer. På den anden side hævder forsvarerne af fri handel også, at den progressive globalisering af landbrugsmarkederne har forstærket hvert lands specialisering i dets mest produktive afgrøder, hvilket har stimuleret øget produktion.
Dataene viser faktisk en meget betydelig stigning i landbrugsproduktionen siden 1990'erne med en kumulativ vækst på 71% på 15 år (4,8% pr. År). Denne tendens står i kontrast til stagnationen i det dyrkede areal, som kun er steget med 1,4% i samme periode. Arbejdsstyrken i landbruget ser heller ikke ud til at være steget meget mere: kun 10,9%. Forbruget af fast kapital, der anvendes i landbruget, er imidlertid vokset eksponentielt og næsten fordoblet i forhold til 1990. Disse data viser, at stigningen i landbrugsproduktionen i verden, som mange økonomer hævder, skyldes en intens teknificeringsproces, som igen , som vi tidligere har kommenteret, er også knyttet til globaliseringen af markederne.
Stigningen i landbrugsproduktionen i verden skyldes en intens moderniseringsproces, som igen også er knyttet til globaliseringen af markederne.
Der er dog også mange bekymringer over bæredygtigheden af den nye produktionsmodel, som lidt efter lidt synes at være fremherskende i landbrugssektoren. Selvom den genererede forurening ikke virker særlig bekymrende (sektorens CO2-udledning er næppe steget med 15% siden 1990), kan den gradvise udtømning af vandressourcerne udgøre et mere alvorligt problem på lang sigt, især hvis vi overvejer presset fra nye vandede afgrøder, en voksende industri og en større befolkning på begrænsede reserver.
På den anden side synes brugen af nye gødninger, pesticider og tilsætningsstoffer såvel som udviklingen af transgene fødevarer at have bidraget til at maksimere produktionen og forlænge produkternes holdbarhed og gøre dem mere tilgængelige for familier med mindre købekraft. Der er dog også øget tvivl om dens indvirkning på forbrugernes sundhed og miljøet, hvilket forårsager adskillige kontroverser om fødevarelovgivning.
Fra et regionalt perspektiv kan vi uden tvivl bekræfte, at kontinentet det fører vækst af landbrugsproduktionen er Asien, netop det sted i verden, hvor de fænomener, vi har diskuteret ovenfor, har været mest relevante: mere intensiv kapitaludnyttelse og åbning for internationale markeder. Mere nedrykket er Amerika og Afrika, mens Europa med stærkt regulerede markeder synes at have flere problemer med at øge produktionen på trods af sine tekniske fremskridt.
Igen er det Asiatisk produktionsvækst den, der har rejst flest alarmer vedrørende pres på vandressourcerne og kommercialisering af mindre og mindre naturlige produkter. Disse problemer, i det mindste ved første øjekast, kunne have en løsning: Den storslåede hollandske oplevelse viser for eksempel, at produktionen kan ganges ved drastisk at reducere vandforbruget og endda også det dyrkbare område. Med hensyn til transgene afgrøder og anvendelse af kunstige stoffer har EU i årevis været i en proces med løbende ajourføring af sine lovgivningsmæssige rammer for at garantere kvaliteten af den mad, der forbruges i det gamle kontinent.
Imidlertid kan de nye bekymringer muligvis ikke have en umiddelbar indvirkning på lande, der stadig er i færd med at omdanne landbruget, især i betragtning af at bæredygtighedsløsninger de er normalt dyrt og kræver en længerevarende vision. Af denne grund kan vi sige, at landbrugsrevolutionen i de sidste 25 år ser ud til at have ændret sektorens landskab radikalt: hvis udfordringen i 90'erne var at øge produktionen til at imødegå det demografiske pres, er det i dag, at væksten er bæredygtig. Kort sagt handler det om at sikre ernæring for nutidens borgere uden at gå på kompromis med fremtidige generationer.