Året 2016 har været præget af dets økonomiske ændringer, men hvad venter os i dette nye år? Vi analyserer de fem store udfordringer i verdensøkonomien i 2017.
Gæld: et problem, der forbliver uadresseret
Siden 2008 har et af de kendetegn, der har defineret udviklingen i verdensøkonomien, været gældsvækst. Hovedårsagen er den stærke indvirkning af krisen på økonomien og den generelle overbevisning om, at myndighederne skal handle i denne henseende.
Manglen på politik for finanspolitisk ekspansion gjorde det nødvendigt, hvordan kunne det ellers være, at ty til pengepolitik. Dette er hvad der hovedsagelig er sket i USA, Europa og Japan, hvor centralbanker har satse bestemt for øge den monetære base at genaktivere vækst.
Sandheden er, at disse politikker ser ud til at have spillet en afgørende rolle i opsvinget, men de har også bidraget til at skabe et problem af største betydning: væksten i gæld. De større finansieringsfaciliteter har naturligvis skabt en stigning i passiver (enten ved udlån til private investorer eller ved at købe gæld direkte fra centralbanker) med den tilføjelse, at renten er mindst de afspejler muligvis ikke de reelle risici ved de handlede aktiver. Med andre ord kan en alt for aggressiv monetær ekspansion, der oversvømmer likviditetsmarkeder, kunstigt sænke renterne og fordreje investeringsafkastet ved at lede ressourcer til ineffektive sektorer. Et klart eksempel er de offentlige finanser i EU: På grund af ECBs køb af offentlig gæld har regeringerne mindre incitament til at begrænse de offentlige udgif.webpter, da deres skattemæssige uansvarlighed ikke vil påvirke deres finansieringsomkostninger.
På grund af ECBs køb af offentlig gæld har regeringerne mindre incitament til at begrænse de offentlige udgif.webpter, da deres finanspolitiske uansvarlighed ikke vil påvirke deres finansieringsomkostninger.
Det er rigtigt, at den private sektor i nogle alt for forgældede lande (som Spanien eller Irland) har gennemført en hård nedbrydningsproces men det ser ikke ud til, at den offentlige sektor har gjort det samme. Faktisk er den offentlige gæld i euroområdet steget fra 64,9% af BNP i 2007 til 91,4% i 2016 (svarende til en gennemsnitlig årlig stigning på 2,65%), mens den gennemsnitlige årlige vækst i økonomien kun er 0,6%. Dette betyder, at den nuværende økonomiske model skal placeres 4,42 € i offentlig gæld for hver euro, der genereres af BNP. For øjeblikket har dette styrket opsvinget, men det er en vanskelig model at opretholde på lang sigt og muligvis bør overvejes.
Inflationen vender tilbage
De sidste måneder af 2016 har blandt andet været præget af en svag stigning i inflationen efter flere års deflationstrussel. I denne forstand kan den store udfordring for verdensøkonomien være holde prisstigninger på ikke-skadelige niveauer for vækst og drage fordel af cyklusændringen til konsolidere opsving. I De Forenede Stater er det f.eks. Forudsigeligt, at myndighederne kan stå over for problemet med en noget mere restriktiv pengepolitik, da dens økonomi nærmer sig fuld beskæftigelse, men hvad der vil ske med Europa, stadig ikke er kommet sig efter krisen og afhængig stimuli fra ECB?
Returnering af inflationen kan have flere virkninger, fra energimarkedet til borgernes købekraft. Derfor forventes det, at der i 2017 vil blive truffet foranstaltninger såsom reform af energimodeller eller nye lønevurderingsprocesser.
Ændringer i produktionsmodellen
Mange af de ændringer, der har fundet sted i 2016, forudsætter også a reform af produktionsmodellen i mange lande. I USA kan Trumps protektionistiske henvendelse til asiatisk konkurrence for eksempel tilskynde til en større rolle for den indenlandske industri. Noget lignende kunne ske i Det Forenede Kongerige, hvis den europæiske import begynder at blive erstattet af britisk fremstillede produkter, men dette vil også afhænge af andre faktorer såsom stabilisering af pundprisen.
På den anden side de lande, der har valgt devaluering (intern eller ekstern) for at gøre deres eksport mere konkurrencedygtig kunne blive alvorligt påvirket, når inflationen vender tilbage, og de bør adressere en ændring i modellen, der giver dem mulighed for at konkurrere via merværdi i stedet for at fortsætte med at gøre det via priser. Alt dette i et globalt miljø hvor digitalisering og robotisering af arbejde vokser, et fænomen, der på en eller anden måde allerede påvirker alle verdens økonomier.
Centralbankens udmattelse og ændringer i den monetære cyklus
Som nævnt ovenfor har de største verdensøkonomier valgt monetær ekspansion. En af de mange virkninger af denne foranstaltning er fortykkelse af balance af centralbanker samt en forringelse af kvaliteten deraf. I denne forstand har Japans centralbank tredoblet sine finansielle forpligtelser på bare fire år, mens ECB på sine balancer har en betydelig mængde offentlig gæld fra lande med alvorlige skattemæssige underskudsproblemer.
På den anden side kan stigningen i renten i USA (mens de forbliver lave i Europa) gøre udfordringen for centralbanker i 2017 endnu mere kompleks, da de bliver nødt til at handle under forskellige pengecyklusser.
Omarrangere internationale handelsnetværk
År 2016 har været vidne til større politiske begivenheder, der har en direkte indvirkning på økonomien. En af de klareste konsekvenser er kursændringen i handelspolitikken: det er en opgivelse af regionale økonomiske integrationsprojekter (såsom Brexit for EU eller omformulering af NAFTA for USA) og søgen efter en ny model baseret på en netværk af bilaterale aftaler. Stillet over for den manglende oprettelse af store frihandelsområder (såsom Trans-Pacific-aftalen eller TTIP) står landene nu over for udfordringen med at omdefinere, hvordan de vil forholde sig til resten af verden.
Der er også andre faktorer, der skal tages i betragtning, såsom de nye landes rolle i verdensøkonomien, udviklingen i olieprisen og en lang række geopolitiske risici. Alle øger landskabets kompleksitet, men de fører os til en konklusion: ligesom 2016 har vist sig at være året med store forandringer, lover 2017 at være året med store udfordringer.