Neokolonialisme er den praksis, som nogle kolonimagter gør i forhold til andre koloniserede økonomier. Gennem en udvalgt gruppe mennesker søges det således at have magt og kontrol over territoriet.
Neokolonialisme søger, i modsætning til kolonialisme, indirekte indflydelse. Det vil sige, at kontrollen, som de søger at udøve i de koloniserede lande, produceres gennem en række mennesker, der, som beboere i dette land, har kolonisatorernes nationalitet. Nå, det skal tilføjes det faktum, at hvis du ville gøre det direkte, ville denne praksis være ulovlig.
I denne forstand udnytter neokolonialisme kulturel imperialisme, kommercialisme såvel som virksomhedernes globalisering for at have kontrol over bestemte territorier.
Således nyder udviklingslande, der er koloniseret, fuld frihed. For indirekte indflydelse pålægger det koloniserende lands praksis.
Mange udviklingslande har beskyldt de mere udviklede økonomier for at anvende neokolonialisme. Især når du har store interesser i landet.
Forskelle mellem neokolonialisme og kolonialisme
Som vi sagde, er neokolonialisme, som med mange strømme af politisk filosofi, en strøm, der går ind for de samme grundlæggende principper, som kolonialismen fortaler. Men i praksis er der nuancer, der gør udtrykket anderledes, så suffikset "Neo" tilføjes. I denne forstand med henvisning til en ny kolonialisme.
Mens kolonialisme således søger direkte indflydelse fra de lande, der er koloniseret, søger neokolonialisme det samme, men gør det med en anden praksis. I den forstand, da landene i den nye verden blev koloniseret, overtog kolonialisterne magten over disse territorier. Alle indtil de med tiden gik til at blive uafhængige og vise nye friheder.
Men neokolonialisme, i betragtning af at disse lande blev uafhængige, og det ikke ville være lovligt at lovligt søge magt inden for det nævnte område, søger det at gøre det på en anden måde. Det vil sige at gøre brug af globalisering og økonomisk integration og søge tilstedeværelse af kapital i landet til at kontrollere landet, skønt i dette tilfælde indirekte.
Det er, mens det i kolonialismen var selve kronen, der styrede landet, i neokolonialisme udøves magten af en anden række figurer - lobbyer eller trykgrupper - der emigrerer til landet for at udøve deres indflydelse på det.
På denne måde tilfredsstiller indirekte de udviklede økonomier, der praktiserer det, deres interesser gennem den indirekte kontrol, der tilvejebringes af kapitalen.
Historien om neokolonialisme
Neokolonialisme har ikke en bestemt historie som sådan, som kolonialisme har. Imidlertid er de klare indikationer på, hvor neokolonialisme kommer fra, kendt, da det naturligvis matcher de klare principper, der definerer kolonialisme. I denne forstand kommer disse ideer fra kolonitiden. Nå, udviklingen af handelsruter gjorde det muligt for de daværende udviklede lande at blive opmærksomme på eksistensen af nye territorier. På denne linje tiltrådte nye territorier, som efter at have underlagt dem det økonomiske og politiske system for de udviklede økonomier, sluttede sig til de udviklede lande. På denne måde bliver det styret af de samme regeringer.
Neokolonialisme genåbner således dette ønske hos dem, der støtter det. Imidlertid har manglende evne til at kontrollere disse lande for deres uafhængighed forårsaget en tilpasning i formene, der har været nødt til at gøre det gennem den økonomiske vej. I denne forstand forsøger neokolonialisme gennem økonomisk globalisering og kommercialisme at udøve sin indflydelse i andre regioner. Gennem ankomsten af virksomheder til landet og presset fra lobbygrupper, der, med den nævnte udviklede økonomis nationalitet, bor således i det land, hvor de har interesser.
Neokolonialisme vises således som en ny måde at udøve kolonialisme på, men med fuldstændig fornyet praksis for at fange den indflydelse, der søges lovligt.
Kritik i slutningen
Kolonialisme såvel som neokolonialisme har været praksis hårdt kritiseret af mange lande og organisationer. I denne forstand er neokolonialisme blevet kaldt af mange politiske profiler i udviklede økonomier som en praksis til at dæmpe økonomier, der engang var koloniale. En indsendelse fra økonomien og af søgen efter velstand i disse lande. Lande er i øvrigt meget rig på råmaterialer såvel som andre input, der er nødvendige i andre udviklede økonomier.
Af denne grund er neokolonialisme og den direkte praksis deraf ikke særligt offentligt vurderet blandt samfundet, der er bosiddende i nye økonomier. Den hårde kritik af ham har ført til en ekstrem afvisning af denne type praksis, undertiden betragtet som en krænkelse af menneskerettighederne.
Neokolonialisme er således en praksis, der i regeringernes offentlige liv normalt ikke anerkendes. Især efter uafhængigheden af de vigtigste koloniserede underudviklede økonomier.
Det skal dog tilføjes, at der er klare eksempler på lande, der stadig praktiserer det med visse territorier. Lande, der ligesom Marokko har indflydelse på territorier, der ikke tilhører dem, som det er tilfældet med Sahara.
Kulturel globalisering