Politisk globalisering er den proces, hvorved regler oprettes, der opnår global rækkevidde. Således forpligter en stor del af verdens lande sig til at følge visse retningslinjer.
På en anden måde er politisk globalisering et fænomen, hvorved internationale mekanismer og institutioner opstår, som flere og flere nationer beslutter at deltage i. De lover derefter at følge visse normer, for eksempel med hensyn til respekt for menneskerettighederne.
Politisk globalisering går hånd i hånd med social globalisering, som er den proces, hvor alle verdens mennesker søger anerkendelse af de samme rettigheder.
Ligeledes må vi ikke forsømme teknologiens nøglerolle, der muliggør fjernkommunikation i realtid. Dette har en indvirkning på den politiske globalisering, for i tilfælde af at et land f.eks. Overtræder dets internationale forpligtelser, vil dette straks sprede sig.
Nogle eksempler på politisk globalisering er De Forenede Nationer (FN), Verdenssundhedsorganisationen (WHO) og Organisationen af Amerikanske Stater (OAS).
Fordele ved politisk globalisering
Politisk globalisering har hovedsagelig følgende fordele:
- Det giver lande mulighed for at samarbejde om at bekæmpe fælles problemer såsom fattigdom, global opvarmning eller underernæring.
- Diplomatiske løsninger på konflikter mellem lande kan søges gennem internationale organisationer.
- Takket være politisk globalisering er der internationale organer, som borgerne kan henvende sig til, hvis deres rettigheder krænkes. Dette kan være af største betydning, for eksempel hvis en regering handler med folkedrab på sit eget folk. Stillet over for disse situationer har vi enheder såsom den interamerikanske menneskerettighedsdomstol.
- Ved at blive undersøgt af det internationale samfund reduceres risikoen for autoritarisme. Lad os på dette tidspunkt huske, at valgprocesser normalt har udenlandske observatører.
Ulemper ved politisk globalisering
Imidlertid har politisk globalisering også nogle ulemper:
- Ved at antage internationale aftaler afstår lande fra en del af deres suverænitet. Med andre ord har regeringen ikke fri hånd til at anvende foranstaltninger, der strider mod de tidligere underskrevne aftaler.
- Fortsat med ovenstående kunne tabet af suverænitet skabe utilfredshed hos en befolkningssektor. Dette sker hovedsageligt i sammenhænge med økonomisk eller politisk krise og kan ende med at føre til fremkomsten af nationalistiske bevægelser.
- Det kan ske, at lande med større økonomisk og politisk magt opnår større indflydelse i internationale organisationer ved at pålægge deres dagsorden og deres betingelser. Det antages imidlertid, at alle lande, der er tilknyttet en overnational enhed, skal have repræsentation i den og i teorien tælle med stemme og stemme.
