Velfærdssætningerne svarer til to grundlæggende sætninger inden for velfærdsøkonomi. Den første indikerer, at al konkurrencelig ligevægt svarer til et Pareto-optimalt. Den anden sætning siger, at det er muligt at opnå enhver ressourceallokering, der er Pareto optimal gennem det konkurrenceprægede marked.
Selv om velfærdssætningerne ser ud til at være ens, er de i virkeligheden ikke det, da de fremhæver forskellige elementer af effektivitet og lighed. Lad os se.
Social velfærdDen første velfærdssætning
Den første sætning fremhæver det faktum, at et perfekt konkurrencepræget marked altid vil føre til en effektiv ressourceallokering, hvor det ikke er muligt at forbedre situationen for et individ uden at forværre en andens (et Pareto-optimalt). Med andre ord indikerer det, at det konkurrenceprægede marked er et grundlæggende redskab til at opnå en effektiv fordeling uden at spilde ressourcer.
Nu forsikrer det konkurrenceprægede marked os ikke om, at den resulterende distribution betragtes af samfundet som retfærdig eller retfærdig.
Lad os se et eksempel, antag at en liter mælk i byen La Mancha koster 10 euro, mens en liter horchata koster 5 euro. Priserne defineres i henhold til udbud og efterspørgsel på et perfekt konkurrencepræget marked.
Efter et par år falder mælkeprisen til 2 euro, når nye producenter kommer ind på markedet, og det er også lettere at importere mælk fra andre lande. Som følge heraf falder mælkeproducenternes indkomst betydeligt, mens horchataproducenterne forbliver.
Den anden velfærdssætning
Den anden sætning skifter diskussionen fra effektivitet til spørgsmålet om distribution og egenkapital. Således indikerer det, at vi kan opnå enhver distribution, vi ønsker gennem markedet. Det er nok at ændre bevillingerne til markedet for at gøre resten, og vi når en effektiv ligevægt (Pareto optimal).
Med andre ord fortæller denne sætning os, at markedet er et fremragende værktøj til at opnå den fordeling, som vi anser for mest retfærdig.
Lad os se et eksempel:
Antag, at regeringen finder det meget uretfærdigt, at mælkeproducenter tjener mindre end horchata og beslutter at fastsætte mælkeprisen til 20 euro ved lov. Ifølge den anden velfærdssætning er dette en fejl. Hvis vi ønsker at opnå en mere retfærdig, men effektiv fordeling af ressourcer, skal vi bruge markedsmekanismen. Det vil sige ikke at blande sig med priserne, men at levere mere indtægter direkte til mælkeproducenterne.
Velfærdssætningerne er et nøgleelement for en effektiv fordeling af ressourcer, som et samfund har.