Den nye institutionelle økonomi eller neo-institutionelle økonomi er en økonomisk tankegang som hævder, at institutioner er nøglen til at forklare enkeltpersoners beslutninger. Derfor kan faktorer som statens struktur ikke udelukkes, når man analyserer virkeligheden.
Den nye institutionelle økonomi blev født som reaktion på den neoklassiske skole. I modsætning til denne er han ligeglad med matematiske modeller. I stedet udleder det teorier fra at observere statistiske data.
En anden ejendommelighed ved den neo-institutionelle skole er bidraget fra videnskaber som politik, sociologi og psykologi.
Oprindelsen til den nye institutionelle økonomi
Oprindelsen til den nye institutionelle økonomi er i 1930'erne. I 1937 forklarede Ronald Coase i artiklen 'The Nature of the Firm' om normernes rolle og organisationernes struktur i fordelingen af priser.
Senere, i slutningen af sidste århundrede, fik disse ideer større styrke med arbejde fra økonomer som Douglass North og Oliver Williamson. Disse forfattere studerede også institutionernes rolle i at skabe konkurrencedygtige markeder.
Postulater om den nye institutionelle økonomi
De vigtigste postulater i den nye institutionelle økonomi er følgende:
- Begrænset rationalitet: Individet har ikke al information på tidspunktet for valg, fordi viden er begrænset. Det er heller ikke muligt at foregribe visse begivenheder, der kan påvirke det endelige resultat af beslutninger. Vi henviser for eksempel til uventede ændringer i lovene.
- Opportunisme: Agenter kan ofre den potentielle indtjening ved en udveksling for at opnå en større egen fordel.
- Transaktionsomkostninger: Det er dem, der generelt hæmmer det økonomiske systems funktion. Ifølge Oliver Williamson kan vi klassificere dem i to kategorier. For det første de forudgående omkostninger, der kommer fra planlægning, forhandling og etablering af garantier for en kontrakt. I mellemtiden kommer efterfølgende omkostninger fra dårlig tilpasning, dvs. når transaktioner bevæger sig væk fra den oprindelige aftale. Over for dette skal der foretages yderligere betalinger, for eksempel til en statslig enhed for at gribe ind og løse konflikten.
I betragtning af disse postulater er det nødvendigt med institutioner, der letter og håndhæver udvekslinger. Af denne grund er det f.eks. Vigtigt, at et land har et retssystem, der sikrer overholdelse af kontrakter. Regeringens evne til at håndhæve love kaldes håndhævelse.