Den primære sektor er særlig sårbar, hvorfor det er nødvendigt for Den Europæiske Union at søge at garantere levering af kvalitetsfødevarer til rimelige priser til et marked, der repræsenterer omkring 500 millioner forbrugere. Af denne grund søger Den Europæiske Union gennem den fælles landbrugspolitik (CAP) et samarbejdsforhold med landmændene. Imidlertid udgør finansiering, klimaændringer, landflygtighed og bæredygtig udvikling store udfordringer for europæiske landbrugspolitikker.
I udviklede økonomier, som dem, der udgør Den Europæiske Union, er der en klar overvægt af den tertiære sektor eller servicesektoren, tværtimod repræsenterer den primære sektor i stigende grad en mindre procentdel af bruttonationalproduktet. På grund af forringelsen af handelsbetingelserne mellem landbrugssektoren og industri- og servicesektoren er det nødvendigt at beskytte landbruget mod en mulig risiko for forsvinden.
Den europæiske primære sektor er således præget af ustabile indkomster og lav magt til at påvirke producenternes priser. Af denne grund er det i Europa nødvendigt at udvikle en fælles landbrugspolitik, der muliggør en mere retfærdig omfordeling af indkomsten i den primære sektor.
Der er behov for at etablere en lovgivningsmæssig ramme, der garanterer producenterne en stabil indkomst gennem fair priser. Naturligvis er et andet af de grundlæggende og strategiske behov i hvert land at garantere en tilstrækkelig forsyning af fødevarer, hvilket er en anden grund, der retfærdiggør eksistensen af den fælles landbrugspolitik. For det tredje er det klart, at befolkningen er flyttet fra landet til byerne på jagt efter nye jobhorisonter. Nå, et af de store mål med den fælles landbrugspolitik er at undgå udvandring i landdistrikterne og fremme beskæftigelse på arbejdsmarkedet. Det skal bemærkes, at den fælles landbrugspolitik er gået fra en prispolitik til et system med direkte støtte til landmændene.
Miljø, bæredygtig udvikling og klimaændringer
Strukturfonde har finansieret den primære sektor til at bidrage til renovering af landbrugsbedrifter, mens bistand implementeres i mindre udviklede regioner. Miljøet er blevet en af de store udfordringer, og Den Europæiske Union har valgt bæredygtighed ved at afsætte midler til genplantning af skov.
Klimaændringer er en kendsgerning, og tørke eller oversvømmelser kan medføre store tab på gårde. Når vi forsøger at give landmændene større beskyttelse mod denne slags klimafænomener, nedsættes tabstærsklerne for at lette muligheden for at få adgang til kompensation.
Landbrugssektoren har imidlertid mange udfordringer i vente, hvorfor der er gennemført vigtige europæiske reformer for at imødegå de nye udfordringer med garantier for succes. Dette kræver, at der fastlægges en strategisk plan. Denne planlægning kan foreslås af hver stat på nationalt plan eller i en global ramme. I denne forstand vil hvert land være i stand til at udforme sine egne planer, som skal tilpasses nye miljøkrav, hvor de forpligter sig til bæredygtig udvikling og indeholder foranstaltninger til bekæmpelse af klimaændringer. Dog vil medlemslandene ikke have absolut skøn, da det vil være Europa-Kommissionen, der skal give klarsignal til de planer, som hvert land præsenterer.
Nye teknologier, affolkning og finansiering
Det er klart, at den fælles landbrugspolitik har en særlig indvirkning på miljøaspekterne. Støtten er ikke kun beregnet til landbrugsbedrifter, men også til virksomheder, der udøver deres økonomiske aktivitet i landdistrikterne. Økologisk turisme, vedvarende energi eller bioøkonomi er nogle af modtagerne af denne støtte. Hvis vi i vores artikel "Smarte byer, fremtidens byer" talte om, hvordan teknologi dramatisk kunne modernisere store byer, er den fælles landbrugspolitik forpligtet til de såkaldte "smarte byer" og bringer også nye teknologier til landdistrikterne.
Systemet med direkte støtte, som den fælles landbrugspolitik har gennemført i de seneste år, vil blive opretholdt samt de foranstaltninger, der svarer til priserne. Betalinger til landmænd foretages årligt, og langsigtede investeringer i landdistrikter investeres også.
Som vi tidligere har forklaret, er et af målene med den fælles landbrugspolitik at undgå affolkning af landdistrikterne. Til dette formål implementeres der støtte til dem, der udfører deres første installation, samt finansieringsinstrumenter til nye landmænd. Dette repræsenterer en klar støtte til generationsfornyelsen af landbrugssektoren.
Kort sagt vil den fælles landbrugspolitik forsøge at opnå en mere konkurrencedygtig primær sektor med banebrydende landbrugsbedrifter, men uden at forsømme behovet for bæredygtig udvikling og bekæmpe de meget frygtede klimaforandringer.
I øjeblikket er der et presserende behov for finansiering af landbrugsaktiviteter. Kun på kort sigt anslås det, at dette underskud ligger mellem 1.600 og 4.100 millioner euro, mens underskuddet på lang sigt varierer fra 5.500 millioner euro til 14.800 millioner. Derfor spiller midler fra de europæiske institutioner og finansiering fra den private sektor en central rolle i finansieringen af landbruget.