, que apoyan ambos mandatarios. El avance de las negociaciones ha alertado a una parte de la opinión pública alemana, hasta el punto de organizar manifestaciones contra la visita del presidente Obama.</p>
<p><strong>El acuerdo</strong>, <strong>actualmente negociado entre las autoridades de la Unión Europea y de Estados Unidos, supondría la creación de la mayor área de libre comercio del mundo</strong>, con la supresión de barreras arancelarias y no arancelarias (a excepción de algunos sectores protegidos) y una nueva regulación común en materia de inversiones, movilidad de capitales y circulación de personas. A lo largo de los últimos años el tratado ha sido objeto de un intenso debate, con tantos defensores como detractores: mientras que unos sostienen que la apertura de mercados beneficiaría a la economía, otros afirman que muchas empresas no podrían competir en las nuevas condiciones y se verían condenadas a desaparecer. Es en resumen el viejo dilema entre libre comercio y proteccionismo, en el contexto de la globalización del siglo XXI. En cualquier caso, es importante analizar las ventajas y desventajas del tratado a la luz de la teoría económica.</p>
<p>Antes de entrar en un análisis sectorial conviene tener en cuenta los dos factores que pueden hacer que un producto sea competitivo con respecto a los demás: un precio de venta más bajo o un valor añadido superior (lo cual puede lograrse a través de la calidad, la innovación y la diferenciación). Teniendo en cuenta que Estados Unidos y Europa cuentan con economías muy orientadas al valor añadido (y por tanto muy igualadas en este aspecto), podemos concluir que <strong>los precios jugarían un papel fundamental en la competencia</strong> entre los dos bloques.</p>
<p><img src=)
Problemet er, at salgspriser normalt er betinget af produktionsomkostninger, og disse er lavere i USA (med lavere løn-, energi- og råvarepriser end i Europa). Desuden er økonomien i stand til at gøre sine menneskelige ressourcer mere effektive (som det fremgår af produktivitetstallene), og den har større kapacitet til innovation (ved at investere flere ressourcer i F & U & I). Hvis vi tilføjer denne effekt af valutakursen med en stærkere euro over for dollaren, vil den uundgåelige konsekvens være, at Europæiske produkter kan ikke konkurrere i omkostninger med nordamerikanske produkter.
Efter sektor er det klart, at USA utvivlsomt har en konkurrencemæssig fordel inden for områder som råmaterialer, energi og industrielle varer (både mellemliggende og endelige) såvel som ikke-finansielle tjenester, der kan eksporteres. På den anden side kunne Europa drage fordel af handel med meget mere begrænsede sektorer såsom nogle fødevarer (vin, olie osv.) Og luksusartikler. I denne sammenligning ville landbrugs- og husdyrsektoren dog udelukkes på grund af den stærke fordrejning af de offentlige tilskud på priserne, hvilket gør det vanskeligt at beregne de reelle produktionsomkostninger.
Konfronteret med denne sammenligning synes konklusionen åbenbar for enhver økonom: Hvis frihandelsaftalen blev underskrevet, ville USA have en stærk fordel i næsten alle sektorer via priser, mens Europa kun kunne ty til de varer, hvis produktion ( tæt knyttet til kvalitet og tradition) er det svært at erstatte. Med andre ord ville Europa for eksempel eksportere vine med oprindelsesbetegnelse til USA, men ville importere flasker, propper og praktisk talt enhver anden type input, der er nødvendig for produktionsprocessen fra den anden side af Atlanten. I denne sammenhæng ville væksten i de sektorer, der foretrækkes af børsen, ikke være i stand til at kompensere for tilbagegangen i resten af økonomien, og så kunne man sige, at traktaten ville skabe recession og arbejdsløshed i Europa med den modsatte effekt i USA. Dette synspunkt ville forstærke argumenterne fra traktatens modstandere, da det til en vis grad ville retfærdiggøre opretholdelsen af protektionistiske foranstaltninger.
Der er dog et andet bredere perspektiv, der gør det muligt for os at nå den modsatte konklusion, dvs. at aftalen vil favorisere begge underskrivere. Som nævnt vil en frihandelsaftale med absolut fordel være til fordel for De Forenede Stater i næsten alle økonomiske sektorer, da dens lavere produktionsomkostninger vil føre til større konkurrenceevne. Med hensyn til komparativ fordel kunne vi imidlertid konkludere, at ved ikke at have ubegrænsede ressourcer og se sine markeder udvidet, ville det mest gavnlige for USA kun være at specialisere sig i sektorer, hvor denne konkurrencefordel er større, mens Europa vil samme selvom dette Det betyder at eksportere varer, der er relativt dyrere end dine konkurrenter på den anden side af Atlanterhavet. Derfor ifølge denne tilgang frihandelsaftalen ville ikke betyde en nettodestruktion, men blot en overførsel af ressourcer til de mest konkurrenceprægede sektorer i økonomien.
Under alle omstændigheder er det utvivlsomt under begge de to foregående perspektiver, at aftalen vil styrke sammenløbet af priserne på produktionsfaktorer mellem de to økonomiske blokke. Det er her, et af de mest kontroversielle punkter i sagen vises, da arbejde også er en produktionsfaktor, og prisen er lønninger. Under hensyntagen til, at de europæiske arbejdsomkostninger er højere end USA's, kunne det konkluderes, at aftalen ville medføre en reduktion af lønningerne i Europa og dermed få forfærdelige sociale konsekvenser på det gamle kontinent.
Imidlertid udelader dette sidste synspunkt fuldstændigt produktivitetens indvirkning på lønningerne. Det er rigtigt, at der i den økonomiske historie ikke mangler tilfælde af lande, der ved at åbne for fri handel ikke har været i stand til at konkurrere på priserne og har set deres industrielle struktur ødelagt (som Argentina i 70'erne). Men det er ikke mindre sandt, at andre, der gør nøjagtigt det samme (som de skandinaviske lande i begyndelsen af århundredet eller Indien i 90'erne), har formået at skabe mere beskæftigelse og velstand. Nogle undrer sig måske over, hvordan er det muligt? Er der forskellige økonomiske love for hvert land? Og måske bør debatten ikke fokusere på at acceptere eller afvise fri handel mellem frihandlere og protektionister, som vi ser i de fleste medier. Det virkelige dilemma burde måske starte med uundgåeligheden af den økonomiske globaliseringsproces for at overveje, hvordan vi virkelig vil konkurrere i verden: efter priser eller efter merværdi.