Zionisme er en politisk bevægelse, der argumenterer for, at det jødiske folk skal have en egen stat. Specifikt i Israel; og med Jerusalem som byens kerne i denne stat.
Traditionelt er det jødiske folk blevet meget mishandlet, de er blevet udvist fra mange lande og territorier, samtidig med at de er blevet forfulgt af mange ideologier. Selv udsat for udryddelse af Det Tredje Rige i Nazityskland. Det var i 1948, at Israel officielt blev anerkendt som en uafhængig stat, som hjemlandet for alle jøder.
Zionisme har været den bevægelse eller ideologi, der har haft til opgave at gå ind for, at dette blev muligt. At det jødiske folk gik fra at blive forfulgt og marginaliseret gennem historien i adskillige territorier til at have deres eget territoriale rum. Et rum, hvor han udviklede sit liv uafhængigt og frit for eksterne slutninger.
Udtrykket kommer fra Zion, hvis bibelske betydning er den for Jerusalem, skønt den i første omgang henviste til jebusittenes fæstning. Over tid har dets betydning været begrænset til Jerusalem, som jødernes lovede land. Derfor er zionisme den ideologi eller doktrin, der fremmer denne idé.
Oprindelse af zionismen
Fra det 6. århundrede f.Kr. C., jøder er blevet forvist fra Israel, deres hjemland, adskillige gange. Nogle af dem genvandt det tabte område og bosatte sig igen. Men det var i det første og andet århundrede, da de ved romersk undertrykkelse blev tvunget til at forlade Israel permanent. Og det ville først være i 1948, hvor det officielt fik sin egen stat i sit oprindelsesområde.
Zionisme som en bevægelse og ideologi opstod i slutningen af det 19. århundrede. Støttet ved fremkomsten af nationer som en forening af mennesker med samme kultur, traditioner, sprog, vilje til at leve sammen osv. Med andre ord er det nationalisme og nationens idé, der inspirerer den zionistiske bevægelse. Theodor Herzl krediteres for at opfinde zionismen som en moderne ideologi, der opmuntrede jøder til at emigrere til den palæstinensiske region for at stifte en ny stat.
Først var begrundelsen for bevægelsen politisk. Det vil sige, jøderne udgjorde en politisk gruppe baseret på det faktum, at de delte en række fælles træk. Over tid har ideen om en religiøs gruppe også fået vægt, såsom tilhængere af jødedommen. Sammenfattende har retfærdiggørelsen af forsvarerne for den zionistiske bevægelse for at konstituere sig selv i en egen og uafhængig stat været tilstrækkelig og af forskellig art.
Oprettelse af den jødiske stat
Efter nazisternes holocaust og i slutningen af anden verdenskrig blev behovet for at skabe en stat for jøderne fra zionisternes side mere begyndende.
Efter første verdenskrig var Storbritannien forblevet med regionen Palæstina, erobret fra det osmanniske imperium, og hvor det udøvede et protektorat. I løbet af 1920'erne fandt der mange jødiske indvandringer sted i området, hvilket genererede spændinger og optøjer. Stillet over for de interne krige mellem arabere og jøder, der stammer fra denne indvandring, og hvad der skete på grund af nazistisk antisemitisme, besluttede FN at opdele regionen.
Det meste af den palæstinensiske region blev tildelt Israel og proklamerede sig selv den jødiske stat i 1948. Og resten af territoriet blev givet til de arabiske lande Egypten og Jordan. Den næste dag, ulykkelige med rollebesætningen, begyndte araberne en række krige mod Israel. Som et resultat har grænserne ændret sig, idet Israel har fået det meste af territoriet. Den arabiske del af regionen blev oprettet som et land i 1988 og kaldte sig selv Palæstina. Det blev anerkendt af FN i 2012, men mange stater anerkender det ikke som sådan.