Efter mange års politik med beskatning og liberalisering af arbejdsmarkedet satser de fleste europæiske lande nu på at hæve mindstelønnen for at genvinde arbejdskraftens købekraft. På denne måde søger det at fremme hjemmeforbruget og dermed styrke det økonomiske opsving.
I de senere år synes den opadgående revision af SMI (interprofessionel mindsteløn) at være en konstant i næsten hele Europa. Hvis den britiske regering i 2015 annoncerede en forhøjelse af mindstelønnen for arbejdere med mere end tusind euro (op til de nuværende € 1.378), har andre lande som Frankrig, Belgien og Holland også gjort fremskridt i denne henseende trods det faktum at den europæiske økonomi er i fare for deflation.
Tendensen er især stærk i Østeuropa, hvor stigningen i SMI sammenlignet med 2007 når endnu større andele i Letland (178%), Rumænien (143%) og Bulgarien (125%). Det skal huskes, at selv Tyskland, der indtil da kæmpede for arbejdskraftfleksibilitetspolitikker i Europa, sidste år har tilsluttet sig for første gang at etablere en mindsteløn på ca. 1.440 euro pr. Måned.
I Spanien annoncerede regeringen en stigning i SMI på 8% for året 2017, og de fleste af de politiske kræfter har været for at følge den europæiske tendens, selv om nogle kræver endnu større stigninger. Nu i 2019 annoncerede den en stigning på 22%, og der forventes flere stigninger i 2020.
Fordele ved at hæve mindstelønnen
I denne forstand argumenterer SMI-tilhængere for, at en opadgående revision vil føre til en stigning i det indenlandske forbrug gennem en dobbelt effekt: på den ene side vil en stigning i arbejdstagerens nominelle indkomst forbedre deres købekraft; På den anden side vil en omfordeling af indkomsten til de mest ugunstigt stillede sektorer øge udgif.webpterne på grund af den højere marginale forbrugstilbøjelighed fra disse grupper.
En stigning i SMI vil således styrke den samlede efterspørgsel via det indenlandske forbrug og derfor styrke genopretningen af produktion og beskæftigelse.
På samme måde hævder de, at en højere SMI også ville have vigtige omfordelingseffekter uden behov for nogen finanspolitisk indsats. Ifølge denne analyse trækkes de ressourcer, som virksomhederne afsætter til dækning af lønstigningen, fra virksomhedsoverskud. Dette betyder, at de lavest betalte arbejdstagere fortsætter med at modtage en indkomst, der ellers ville gå til ejerne, som normalt har et højere indkomstniveau. På denne måde vil en stigning i SMI bidrage til at reducere sociale uligheder uden behov for at ty til offentlige udgif.webpter, som det er tilfældet med mange sociale politikker til dette formål.
Endelig bekræfter SMI-forsvarerne, at eksistensen af en minimumsløn er et effektivt instrument i kampen mod udnyttelse af arbejdskraft, da det styrker arbejdstagernes position, som ellers ville have vanskeligheder, når de forhandlede deres løn. Samtidig vil en højere SMI bidrage til at øge menneskelig kapitaldannelse og reducere midlertidig beskæftigelse, da arbejdsgivere ofte er mere åbne for at investere i højere lønnede arbejdstagere på lang sigt.
Ulemper ved at hæve mindstelønnen
SMI er imidlertid også åben for mindre positive analyser. For det første påpeger dets modstandere, at virkningen på forbruget kun ville finde sted på kort sigt, da de øgede arbejdsomkostninger ender med at blive overført til priser (hvilket genererer inflation), og arbejdere ville miste købekraften, som de ville har fået. I det første øjeblik.
Derefter kunne det indenlandske forbrug kun forbedres lidt takket være den monetære illusion, og myndighederne skulle træffe foranstaltninger for at undgå at falde i en ond cirkel af inflation og lønrevisioner.
På den anden side er SMI's omfordelingseffekter heller ikke klare, da dens forsvarere antager, at en højere mindsteløn reducerer forretningsgevinster, som ellers ville komme i hænderne på ejere med et højere indkomstniveau. De glemmer dog, at denne fortjeneste ved mange lejligheder geninvesteres i virksomheden (hvilket forbedrer arbejdstagerne selv), og at mange af aktionærerne i virkeligheden er mennesker med mellemlang og endda lav indkomst. Derudover kan inflationen genereret af en højere SMI reducere købekraften for sektorer med lav indkomst, der er afhængige af faste ydelser, såsom pensionister eller arbejdsløse, der overlever takket være offentlig støtte.
Inflation genereret af en højere SMI kan reducere købekraften i sektorer med lav indkomst, der er afhængige af faste ydelser.
Derudover kan det argumenteres for, at en for høj SMI kan have en skadelig virkning på arbejdsløsheden, da det kan drive de lavest betalte arbejdstagere ud af arbejdsmarkedet. Dette betyder for eksempel, at en mindsteløn på 1.000 euro ville forhindre adgang til et job for alle dem, der ikke kan kræve det beløb for deres arbejde, simpelthen fordi det bidrager med en lavere værdi til virksomheden. Af denne grund ender stigninger i SMI, der ikke følger udviklingen af reel produktivitet, ved mange lejligheder (især i mindre udviklede lande) kun med at fremme sort arbejde og har ringe indflydelse på arbejdstagernes liv. Så mindstelønnen kan ende med at skade netop dem, de er beregnet til at hjælpe.
I den teoretiske ramme vil der være et tab af beskæftigelse, hvis mindstelønnen er over ligevægtspunktet mellem udbud og efterspørgsel på arbejdsmarkedet. Hvis det er under, har det ingen indflydelse på beskæftigelsen. Det svære er at vide, hvor denne balance er.
SMI i Europa
Hvad angår det gamle kontinent, der indtil for nylig er præget af fleksibilitet i arbejdskraft, ser SMI nu ud til at være stigende i næsten alle lande. Dets virkninger på beskæftigelsen er imidlertid forskellige og ser ikke ud til at være et klart mønster.
| EU-lande | SMI | SMI-stigning (nominel) | SMI-stigning (reel) | Arbejdsløsheden stiger |
|---|---|---|---|---|
| Luxembourg | 1.922,96 € | 28% | 6% | 2% |
| Belgien | 1.501,82 € | 22% | 3% | 0% |
| Holland | 1.501,80 € | 18% | 2% | 2% |
| Irland | 1.461,85 € | 13% | 4% | 5% |
| Frankrig | 1.457,52 € | 20% | 5% | 2% |
| Tyskland | 1.440,00 € | 0% | -15% | -6% |
| UK | 1.378,87 € | 14% | -11% | 0% |
| Slovenien | 790,73 € | 54% | 33% | 3% |
| Spanien | 756,70 € | 20% | 2% | 14% |
| malt | 720,46 € | 23% | 3% | -1% |
| Grækenland | 683,76 € | -4% | -21% | 16% |
| Portugal | 589,17 € | 31% | 15% | 4% |
| Polen | 409,53 € | 76% | 53% | -6% |
| Kroatien | 395,61 € | 0% | -23% | 5% |
| Estland | 390,00 € | 103% | 66% | 0% |
| Slovakiet | 380,00 € | 109% | 88% | -2% |
| Letland | 360,00 € | 178% | 137% | 3% |
| Ungarn | 332,76 € | 35% | -3% | -1% |
| Tjekkiet | 331,71 € | 27% | 6% | -2% |
| Litauen | 300,00 € | 88% | 54% | 3% |
| Rumænien | 217,50 € | 143% | 98% | 0% |
| Bulgarien | 184,07 € | 125% | 89% | 0% |
| Danmark | - | - | - | 2% |
| Italien | - | - | - | 5% |
| Cypern | - | - | - | 10% |
| Østrig | - | - | - | 0% |
| Finland | - | - | - | 2% |
| Sverige | - | - | - | 0% |
| Data fra 2015 for minimumsløn og sammenligning med 2007 for vækst. Udviklingen af realløn, der diskonterer den årlige IPCA, der er akkumuleret i hvert land. Kilde: Eurostat. |
Blandt de mest succesrige lande er Polen, Ungarn, Slovakiet og Tjekkiet, som har formået at reducere deres arbejdsløshed og hæve mindstelønnen. Ved at satse på en model baseret på eksportorienteret industri og udviklingen af deres indre markeder har moderniseringen af deres økonomier gjort det muligt for dem at øge produktiviteten hos deres arbejdstagere, og takket være dette har de været i stand til at møde en kontinuerlig stigning i mindsteløn, skaber en god cirkel mellem forbrug og produktion.
På den modsatte side finder vi lande som Portugal, Letland og Litauen, som også har valgt at hæve mindstelønnen, men som samtidig har lidt en alarmerende vækst i arbejdsløsheden. Endelig er det også værd at bemærke nogle tilfælde af indefrysning af mindsteløn (Kroatien) eller nedsættelse heraf (Grækenland), selvom ingen af dem synes at have været i stand til at skabe beskæftigelse alene.
Under alle omstændigheder er sandheden, at SMI utvivlsomt er en af nøglerne til den aktuelle europæiske økonomiske debat. Selv om det rigtigt er, at dets reelle anvendelsesområde er begrænset (da minimumsløn i mange tilfælde er fastlagt i kollektive aftaler i hver sektor), er det vigtigt som en reference til arbejdsforholdene i et land. Som vi allerede har kommenteret, er meningerne delt mellem dem, der søger at gøre arbejdsmarkedet mere fleksible og direkte bestræbelser på at forbedre produktiviteten (forudsat at dette vil skubbe reallønnen op) og dem, der søger at styrke SMI for at fremme forbruget. Uanset ideologiske værdiansættelser, i realiteten den materielle debat om at øge et lands indkomst ved at handle på udbud eller efterspørgsel: et dilemma lige så gammelt som selve økonomien.