Den ikke-accelererende arbejdsløshedsrate på inflationen er det ledighedsniveau, der er foreneligt med målet om stabil inflation.
Den ikke-accelererende arbejdsløshedsprocent er også kendt som NAIRU-satsen for dets akronym på engelsk (Non-Accelerating Inflation Rate of Unemployment).
Når arbejdsløsheden falder under NAIRU, er der et for stort pres på økonomien fra den samlede efterspørgsel. Derfor har priserne en tendens til at stige. Tværtimod, når arbejdsløsheden er højere end NAIRU, har priserne en tendens til at falde.
NAIRU-satsen har et direkte forhold til den såkaldte Phillips-kurve, hvilket indikerer, at der er en omvendt sammenhæng mellem arbejdsløshedsgraden og inflationen (målt som den nominelle vækstrate for lønninger). På denne måde ville det ikke være muligt at reducere arbejdsløsheden uden at skabe højere inflation. Regeringer vil nødvendigvis skulle vælge mellem disse to muligheder.
Imidlertid overskyggede virkeligheden Phillips-kurve-teorien. I 70'erne var det muligt at sætte pris på den samtidige stigning i arbejdsløshed og inflation (stagflation).
Fortolkning af NAIRU-satsen
Det skal bemærkes, at NAIRU-satsen kan forstås som arbejdsløshedsniveauet, hvor inflationen er stabil. Således er det bedste alternativ for regeringen at nå denne ledighed.
Hvad der afspejles i forholdet mellem begge begreber (inflation og arbejdsløshed) er, at Phillips-kurven på lang sigt ophører med at have en effekt. Det vil sige, monetære impulser mister deres effektivitet, og økonomien vil nødvendigvis være på NAIRU-ledighed. Så forsøg på at øge beskæftigelsen gennem højere inflation vil ikke opnå fuld beskæftigelse.
Lad os se ovenstående i en graf: Phillips-kurven har en negativ hældning siden jo lavere inflationen er, jo højere er ledigheden. NAIRU-satsen er repræsenteret som en lodret linje, der er placeret i langtidsledigheden (med konkurrencemæssige begrænsninger), og som er kompatibel med stabil inflation.
Når markedet er konkurrencedygtigt, vil lønningerne tilpasse sig, så der altid er fuld beskæftigelse. For eksempel, hvis reallønnen stiger over kurven, vil der være arbejdere, der er villige til at arbejde for en lavere løn.
Derefter vil ledige konkurrere om job, hvilket får lønningerne til at falde i ligevægt. Der er dog sociale og institutionelle faktorer (f.eks. Minimumsløn), der ikke tillader denne justering.
NAIRU-sats og konkurrence på arbejdsmarkedet
NAIRU-satsen er positiv, når et lands arbejdsmarked ikke er perfekt konkurrencedygtigt. I denne situation bestemmes reallønnen ikke af den frie balance mellem udbud og efterspørgsel, men af forhandlinger mellem virksomheder og arbejdstagere.
Med andre ord, når virksomheder har markedsstyrke til at fastsætte priser på varer, eller når fagforeninger er i stand til at presse på for lønstigninger ud over ligevægt, vil der være ufrivillig arbejdsløshed.
Forskel mellem NAIRU-satsen og den naturlige arbejdsløshedsrate
Den væsentligste forskel mellem den naturlige ledighed og NAIRU-satsen er, at den førstnævnte forekommer i sammenhæng med en konkurrencepræget økonomi på lang sigt.
NAIRU-satsen afspejler på den anden side konkurrencemæssige begrænsninger i realøkonomien og institutionelle faktorer, der påvirker ledigheden.
