Målzoner er aftaler, hvor to eller flere lande er enige om at holde valutakursen mellem deres valutaer inden for et bestemt interval. Det vil sige, det peger på valutakursstabilitet.
Med andre ord er målzoner traktater, der tillader, at et par (eller en gruppe) af valutaer handles til en pris, der holder uden meget variation.
Denne type system er ikke så stiv som den faste valutakurs. Det kræver imidlertid en større forpligtelse fra de monetære myndigheders side sammenlignet med den fleksible valutakurs.
Karakteristika for målområderne
Målområdernes karakteristika inkluderer:
- Det giver mulighed for at give større sikkerhed til økonomiske agenter. Med andre ord reduceres valutakursrisikoen, så eksportører og importører kan estimere resultaterne af deres forretning med en større sikkerhedsmargen.
- I betragtning af det foregående punkt tillader målzoner at tilskynde til handel mellem de deltagende nationer.
- Aftalerne kan være underlagt forskellige grader af fleksibilitet, idet de f.eks. Kan indrømme variationer på 1% eller 3% over og under et valutakursniveau.
- For at holde valutakursen inden for målområdet griber den monetære myndighed ind. Dette gennem dets forskellige instrumenter, såsom direkte køb eller salg af valuta eller repoer.
Eksempel på målzoner
Et eksempel på målområder kan anvendes i Den Europæiske Union (EU) gennem valutakursmekanismen (ERM). Dette giver en ramme til at styre prisen på euroen i forhold til valutaen i et land, der ikke tilhører euroområdet, men som tilhører Det Europæiske Fællesskab.
I øjeblikket inkluderer ERM kun Danmarks valuta. Den danske krone sluttede sig således til ERM II den 1. januar 1999 og forpligtede sig til at opretholde en valutakurs på 7,46038 kroner per euro. Dette med et smalt svingningsbånd på ± 2,25%.