Amerikas rekord af sanktioner er ikke nyt. For nylig har regeringen med Trump som formand indført nye sanktioner, der efterlader den venezuelanske økonomi i en endnu mere delikat situation.
I mere end et årti har den amerikanske regering anvendt sanktioner over for venezuelanske borgere og den venezuelanske regering med henvisning til uansvarlig praksis. Disse sanktioner inkluderer sanktioner relateret til terrorisme, narkotikahandel, krænkelse af menneskerettighederne, korruption og menneskehandel.
I øjeblikket er der ifølge US Department of Treasury 112 sanktioner åbne for enkeltpersoner, og staten har nægtet visa til hundreder af borgere relateret til de tidligere rapporterede aktiviteter.
Den 28. januar 2019 annoncerede Trump-administrationen således sanktioner mod Petróleos de Venezuela SA, kendt under dets akronym som PdVSA. Sanktioner, som han pålagde, lad det siges, efter Donald Trumps erklæringer, der anerkendte Juan Guaidó, præsident for nationalforsamlingen, som midlertidig præsident for Venezuela. Dermed ophører anerkendelsen af Nicolás Maduro som den legitime præsident for nationen.
Begyndelsen på sanktionerne
Selvom De Forenede Staters sanktioner mod den venezuelanske økonomi virker som noget nyt, er de i virkeligheden ikke. Siden 2006 er der blevet anvendt sanktioner for praksis, der hovedsagelig er relateret til narkotikahandel og terrorisme. Ifølge den amerikanske regering samarbejdede den venezuelanske regering ikke i kampen mod terrorisme, og de blokerede transaktioner af denne type.
I tråd med den barske økonomiske krise, som Venezuela har oplevet i de seneste år, faldt våbenimporten -Venezuela den største våbenimportør i Latinamerika i perioden 2009-2013- af Venezuela med 83% i perioden 2014-2018 sammenlignet med de foregående fire år.
Det vigtigste berørte land har været Rusland, som har set 96% af dets våbeneksport til Venezuela fordampe.
Senere, i 2017, indførte Bruxelles ved roret i de europæiske lande også sanktioner mod våbenhandelen for at forhindre undertrykkelse af protester, som den betragtede som demokratisk. Sanktioner, der er blevet udvidet til dato, da de mener, at situationen langt fra forbedres, er fortsat forværret.
Korruption, krænkelse af menneskerettighederne og udemokratisk adfærd
Mod 2014 og 2015, stadig i Obama-æraen, som et resultat af hvad USA betragtede som udemokratisk opførsel, krænkelse af menneskerettighederne og relateret til korruption, blokerede det aktiver og nægtede visum til visse ledere.
Obama-administrationen begrænsede visumet og frøs aktiverne for 7 venezuelanske borgere. Af de syv tilhørte seks de væbnede styrker, og en var anklager. I modsætning hertil har Trump-administrationen øget sanktionerne mod 75 medlemmer af den venezuelanske regering og officerer fra de væbnede styrker. Tjenestemænd inkluderer Nicolás Maduro, direktøren for centralbanken i Venezuela (BCV), medlemmer af højesteret og blandt andet udenrigsministeren. De har alle deres aktiver frosset.
Sanktioner mod oliesektoren og blokering af finansiering
I august 2017 indførte USA de sanktioner, der har påvirket Venezuela mest uden tvivl. Donald Trump blokerede adgangen til De Forenede Staters finansielle markeder af Venezuelas regering, herunder selskabet PdVSA. Naturligvis med visse undtagelser, som angivet i rapporten, med det formål at minimere indvirkningen på den venezuelanske befolkning og beskytte De Forenede Staters interesser. Undtagelserne er:
- Den venezuelanske regering kan finansiere sig selv, så længe gælden har en løbetid på mindre end 30 dage.
- Petróleos de Venezuela SA (PdVSA) kan forlænge denne løbetid op til 90 dage.
Uden finansiering på de finansielle markeder med blokerede konti og begrænset adgang til dollars er det venezuelanske land blevet tvunget til at opgive fornødenheder så basale som elektricitet.
I marts 2018, i et forsøg fra regeringen i Nicolás Maduro for at omgå sanktioner gennem kryptokurrency kendt som 'Petro' - en digital valuta bakket op af olie - blokerede USA endnu en gang transaktioner. Ifølge Donald Trump var oprettelsen af "Petro" intet andet end en strategi for at skaffe dollars.
I den forstand er Venezuelas olieproduktion, der repræsenterer en vigtig indkomst for landet, faldet til historisk lavt, siden de hårdeste økonomiske sanktioner blev indført. Ser man på dataene fra 1960, indser vi, at Venezuela aldrig i de sidste 60 år ville have produceret så lidt olie. På samme tid er Venezuelas vægt i den samlede olieproduktion i Organisationen for Olieeksporterede Lande (OPEC) faldet fra 9,8% i 2009 til 4% i første kvartal af 2019.
Hvis vi fokuserer lidt på målet og analyserer de månedlige data, kan vi se, at selvom sanktionerne mod PdVSA har haft en utvivlsom indflydelse, havde olieproduktionen allerede været reduceret før. Specifikt fra 2006 til 2017, den dato, hvor sanktionen pålægges PdSVA, var olieproduktionen allerede faldet med 22%. Efter sanktionerne har faldet betydet en reduktion i produktionen på 60%.
De Forenede Stater er ansvarlige for det stykke kage, men i hvilken grad påvirker olie Venezuela?
Med udgangspunkt i data fra 1980 kan vi se et forhold mellem den økonomiske vækst i Venezuela og den vægt, olieproduktionen har haft i økonomien. Produktionsvægten gik fra 24% i 2011 til 9% i 2016. Hvilket betyder, at den venezuelanske økonomi såvel som oliebidraget var faldet siden 2012. Ved udgangen af 2019, hvis dette fortsætter under hensyntagen til data for første kvartal af 2019 om olieproduktion kunne peso falde så meget som 7%.
Kan olie synke den venezuelanske økonomi?
For at se i hvilket omfang variationer i olieproduktion kan påvirke Venezuelas bruttonationalprodukt (BNP) har vi målt forholdet, der har eksisteret i de sidste 40 år. Det vil sige, hvad der sker, når produktionen (målt i millioner af dollars i købekraftparitet eller PPP) stiger, og hvad der sker, når den falder.
Fra den forrige graf kan vi drage to klare konklusioner. På den ene side kan variationer i olieproduktion historisk forklare 12% af variationen i bruttonationalproduktet (BNP). Dette måles med R2. Hvilket indikerer, at olie er vigtig, men det er langt fra alt. I mellemtiden indikerer den anden konklusion, at der åbenbart er et positivt forhold. Det betyder, at BNP er mere tilbøjelige til at falde, når olieproduktionen falder, og BNP er mere tilbøjelige til at stige, når produktionen stiger.
Ifølge regressionsmodellen stiger BNP, ceteris paribus, med 0,12% for hver 1%, som olieproduktionen stiger (i OPP-dollars). Eller set fra dagens perspektiv vil BNP falde, ceteris paribus, for hver 1% reduktion i olieproduktion (i OPP-dollars) med 0,12%. For eksempel, hvis olieproduktionen stiger med 10%, anslås det, at BNP vil vokse, ceteris paribus, med 1,2%. Siden 2011 har vi produceret en graf for at se, i hvilket omfang variationen i olieproduktion har bidraget til BNP i henhold til modellen.
Alle modeller skal siges, i betragtning af at niveauet for justering, det præsenterer, er meget lille, forudsiger det meget dårligt. Og det forudsiger meget dårligt, netop fordi udviklingen af økonomisk aktivitet i Venezuela ikke kun kan forklares med olie. At tro, at sanktionerne mod PdVSA er årsagen til faldet i økonomisk aktivitet, er derfor forkert.
Bortset fra olie blev der også indført sanktioner over for Venezuelas regering. Stillet over for den tekniske og juridiske manglende evne til at finansiere sig selv på markederne er Venezuela gået i konkurs. Et andet spørgsmål ville være, selv om dette ikke kommer inden for det økonomiske område, at diskutere lovligheden eller ej af De Forenede Staters sanktioner mod Venezuela.
Er de amerikanske sanktioner mod Venezuela lovlige?
Uanset det synspunkt, vi tænker på sanktioner, er en ting klar: sanktioner er ulovlige i henhold til international lov. I det mindste er dette, hvad chartret fra Organisationen for Amerikanske Stater (OAS) indikerer. I kapitel IV dikteres artikel 19 og 20:
- Artikel 19. Ingen stat eller gruppe af stater har ret til at gribe ind direkte eller indirekte af en eller anden grund i en anden stats interne eller eksterne anliggender. Det tidligere princip forbyder ikke kun væbnet indgriben, men også enhver anden form for indblanding eller forsøg på trussel mod statens personlighed eller mod dens politik, økonomi og kultur.
- Artikel 20. Ingen stat må anvende eller tilskynde til anvendelse af tvangsmæssige foranstaltninger af politisk eller økonomisk art med det formål at tvinge en anden stats suveræne vilje og opnå fordele af enhver art.
USA underskrev denne traktat, ratificerede den og deponerede den.