Den globale krise, der har ramt hele verden siden 2007, har medført dybe ændringer. Lande, der syntes at være på ubestemt tid på vej til velstand, er havnet i nedsænkning, mens andre, selv startende fra en ugunstig situation, benyttede sig af den nye økonomiske situation for at styrke deres vækst. I de største verdensøkonomier er situationens alvor Det har åbnet en debat om anvendelsen af stimuluspolitikker; både monetære og skattemæssige. For at forstå dette dilemma, der fortsætter i dag, er det derfor nødvendigt først at gå tilbage til problemets oprindelse.
Begyndelsen af finanskrisen i 2007 i USA blev hurtigt oversat til det, vi kender som kreditklemme: de dårlige resultater i den finansielle sektor skabte mistillid i bankerne og snart stoppede kreditten med at cirkulere i økonomien. Dette førte igen til en generaliseret økonomisk krise i de øvrige sektorer, der bragte recession og arbejdsløshed, hvilket reducerede statens indtægter og øgede udgif.webpterne til ydelser og sociale ydelser. Dets ramte lande stod derfor over for en monetær sammentrækning, der forårsagede en finanspolitisk krise, hvilket enormt øgede deres finanspolitiske underskud. Af denne grund er dette de to politikker (monetære og skattemæssige), som stater har brugt til at bekæmpe virkningerne af krisen og vende tilbage til vækst.
I Europa og USA var der fra første øjeblik en klar præference for monetær ekspansion. Den første foranstaltning i denne henseende var en kraftig reduktion i referencerenterne (Federal Funds Rate i USA og Euribor i euroområdet), hvilket gjorde lånene billigere og gav lindring til familier og virksomheder med høj gældsgrad, skønt det havde meget mere begrænset succes med at recirkulere kredit i økonomien. Disse handlinger blev fulgt af andre, såsom et fald i cash ratio eller bankreserver og likviditetsindsprøjtningsprogrammer. Selvom virkningerne var langsomme, kunne disse faktorer (tilføjet gældsnedbringelsesprocessen og den gradvise genopretning af markederne) give mulighed for at vende tilbage til vækst og jobskabelse, en situation, hvor USA, Tyskland, Det Forenede Kongerige og De Forenede Stater befinder sig i øjeblikket. Spanien.
Andre lande valgte i stedet ekspansive finanspolitikker (især gennem stigninger i offentlige udgif.webpter) som en måde at tilskynde til forbrug og investeringer og dermed stimulere økonomien. Dette er tilfældet med Japan indtil 2012 og Spanien i 2008-2010 (Plan E er et eksempel), der udviklede specifikke offentlige investeringsprogrammer til infrastrukturværker. I begge lande var virkningen på vækst og beskæftigelse svag og kortvarig, skønt de bidrog til væksten i den offentlige gæld og forværrede statens økonomiske problemer.
Brasilien, den syvende største økonomi i verden, gik et skridt videre. Efter år med intens vækst valgte den brasilianske regering at mildne krisens virkninger igennem ambitiøse investeringsplaner inden for energi og infrastruktur. Selvom disse politikker oprindeligt formåede at undgå recession, blev det offentlige underskud og inflationen på lang sigt uholdbar, og det var nødvendigt at gennemføre udgif.webptsnedskæringer, der førte til en afmatning i væksten.
Yderligere var stadig lande som Venezuela eller Argentina, der satsede på en mere intens indgriben fra den offentlige sektor i økonomien gennem nationalisering af virksomheder og tildeling af subsidier til en lang række sektorer.
Igen og i lighed med den brasilianske erfaring forblev vækst og beskæftigelse stabil i flere år, men i dette tilfælde førte størrelsen af de offentlige udgif.webpter (og beslutningen fra den argentinske og venezuelanske regering om at finansiere det gennem udstedelse af valuta) inflationen til uholdbar niveauer. Slutresultatet var begrænsninger på kapitalbevægelser og valutatransaktioner, der endte med at kvæle den private sektor og fordømte den til recession og jobdestruktion.
Afslutningsvis kan vi sige, at pengepolitikkerne på trods af deres langsomme tilskyndelse til at styrke den reale økonomi har været mere bæredygtige på lang sigt og muliggjort en tilbagevenden til vejen for vækst og jobskabelse. De lande, der valgte en ekspansiv finanspolitik, selvom de i starten havde opnået bedre resultater, har haft alvorlige problemer med gældsætning (Japan) eller inflation (Brasilien). Således, hvad der blev rejst for mange år siden af økonomer på det teoretiske område, har nu et reelt grundlag og håber frem for alt, at disse oplevelser vil tjene i fremtiden til at markere vejen til bedring.