Keynesiansk politik er en type økonomisk politik, der baserer sine ideer på anbefalinger og undersøgelser fra den britiske økonom John Maynard Keynes. Denne type politik fokuserer på interventionisme som en grundlæggende søjle.
Keynesiansk politik, som navnet antyder, er en type økonomisk politik baseret på undersøgelser og anbefalinger fra den britiske økonom John Maynard Keynes. Keynesiansk politik er baseret på interventionisme, som en mekanisme til at stimulere efterspørgsel og dermed regulere økonomien. En interventionisme, der for Keynes kæmpede mod hovedproblemet for kapitalismen: konjunkturcyklusser.
Keynes betragtede således interventionisme som et væsentligt redskab til at afslutte perioder med lav efterspørgsel, genereret af forbrugernes forventninger.
På denne måde dedikerede han sine studier til studiet af økonomiske aggregater. Af denne grund foreslog Keynes at stimulere økonomien gennem intervention. Således bygger det, som mange kalder grundlaget for moderne makroøkonomi.
Keynesiansk modelHvilken model foreslår keynesiansk politik?
Keynesiansk politik er baseret på tre grundlæggende variabler: arbejdsløshed, inflation og global efterspørgsel.
For Keynes bekæmpes arbejdsløshed og inflation med en række politikker, der anvendes til formlen for global efterspørgsel, samlet efterspørgsel. Så det, når arbejdsløshed eksisterer, foreslår keynesiansk politik en række mekanismer til at bekæmpe den.
I denne forstand, for Keynes, når arbejdsløshed er, skyldes arbejdsløshed en mangel på global efterspørgsel. For at gøre dette foreslår keynesiansk politik en række foranstaltninger til at stimulere økonomien og øge den globale efterspørgsel. På denne måde foreslår Keynes i første omgang at stimulere forbruget ved at lempe skattesatserne, dvs. ved at reducere skatten. På den anden side er den næste variabel, som Keynes handler på, renten; da det foreslås en nedsættelse af renten for at stimulere gæld og investeringer. For at gøre dette, sidst til sidst, foreslår Keynes handling for offentlige udgif.webpter, der udvider de offentlige udgif.webpter fra interventionen. Samt endelig favorisering af eksport med en devaluering af valutakursen.
På denne måde betragtede Keynes denne stimulus som en politik til bekæmpelse af arbejdsløshed.
På den anden side, lad os se mekanismen til at bekæmpe inflation, Keynes foreslår sin anden model, som er i modsætning til den forrige. Med andre ord foreslår Keynes en række foranstaltninger, der forfølger målet om at reducere den globale efterspørgsel. For at gøre dette foreslår Keynes for det første at reducere forbruget ved at anvende politikker såsom skatteforhøjelser. På den anden side fokuserer den næste foranstaltning, der er foreslået af økonomen, på at hæve renten, gøre gæld og investeringer dyrere. Det næste skridt for Keynes er at skære ned på de offentlige udgif.webpter og dermed reducere stimulansen. Samt endelig en stigning i valutakursen og et deraf følgende tab af konkurrenceevne i eksporten.
På denne måde mente Keynes, at forbruget kunne vægtes på en sådan måde, at inflationen blev reduceret.
På sidelinjen er det vigtigt, at vi husker, at der er mange varianter af modellen, så vi taler ikke om den eneste.
Keynes generelle teori
Keynesiansk politik er bygget gennem interventionisme, der forsøger at regulere de forskellige scenarier, der opstår i økonomien. For Keynes var konjunkturcyklussen hovedproblemet for kapitalismen. Af denne grund forsøgte interventionen, der blev foreslået af Keynes, at modvirke de effekter, som forventningerne i økonomien på grund af den økonomiske cyklus skabte.
Formlen, som Keynes udviklede, er således beskrevet som følger:
BNP = C + I + G + (X - M)
Hvor:
- BNP: Bruttonationalprodukt.
- C: Forbrug.
- jeg: Investering.
- G: Offentlige udgif.webpter.
- x: Eksport.
- M: Import.
Gennem denne formel foreslår Keynes stimulering af økonomien gennem intervention. For at gøre dette ved at anvende en række foranstaltninger, der er ansvarlige for at kombinere variablerne på en sådan måde, at stimulansen af økonomien opnås. Ifølge Keynes afhænger forbruget af det autonome forbrug og af en procentdel af den disponible indkomst. På denne måde øges forbruget, hvis vi øger indkomsten, hvilket igen øger indkomsten igen. Målet er således at nå et ligevægtspunkt, stabilisere økonomien.