Den ekstremt alvorlige økonomiske og politiske situation, som Venezuela har gennemgået, har forårsaget massive migrationer. Det er det, der er kendt som den venezuelanske diaspora. Migrationer har haft en dybtgående indvirkning både på Venezuela selv og på værtslandene.
Året 2015 sluttede, da den såkaldte venezuelanske diaspora begyndte. Siden da har millioner af venezuelanere forladt deres hjemland på jagt efter en bedre fremtid. Blandt årsagerne, der har fået dem til at forlade deres land, er en økonomi, der er ødelagt af inflationen, og hvor forretningsekspropriationer har været dagsordenen. Vi skal heller ikke økonomisk glemme, at vi står over for en nation, der har lidt under madmangel, som har lidt energif.webporsyningsnedskæringer, og hvis olieeksport er faldet.
Ligeledes har manglen på friheder, høj kriminalitet og Maduros vedvarende magt fået mange venezuelanere til at søge en bedre fremtid i andre lande.
Hvad har denne store udvandring betydet for Venezuela?
Afgangen fra mere end fem millioner venezuelanere har haft ubestridelige økonomiske følger. For selve Venezuela har det været et afløb for menneskelig kapital. Hundredtusinder af virksomheder er tvunget til at lukke, mens Venezuela sagde farvel til fagfolk med et meget højt uddannelsesniveau.
For samfundet og økonomien er det traumatisk at miste sine mest kvalificerede borgere. Vi taler om læger, lærere og forretningsledere. Det er et frygteligt tab af menneskelig kapital med universitetsgrader og endda venezuelanere, der taler flere sprog. Men med et frygteligt dystre økonomiske udsigter kunne venezuelanske virksomheder ikke gøre meget for at sikre en vis jobsikkerhed for deres mest kvalificerede medarbejdere.
Ved at miste arbejdere, der har mere erfaring og uddannelse, har mange venezuelanske virksomheder ikke haft andet valg end at bruge personale uden tilstrækkelig viden eller erfaring. Med andre ord har manglen på kvalificeret arbejdskraft betydet, at virksomheder, når de ansætter personale, sænker deres krav med hensyn til erfaring og viden.
De, der emigrerer, længes imidlertid efter deres hjem og har demonstreret i forskellige lande, hvor de kræver en stor politisk og økonomisk vending. De, der udvandrer, glemmer ikke de kære, de forlader i deres hjemland. Og det er, at mange venezuelanere fra udlandet sender penge til deres familier. Disse pengeoverførsler bliver en meget vigtig indtægtskilde, der gør det muligt for mange husstande at overleve.
Hvad har den økonomiske indvirkning af den venezuelanske diaspora haft i andre lande?
Colombia, Chile, Ecuador og Peru har været de latinamerikanske lande, der har modtaget den mest venezuelanske indvandring. At modtage et så overvældende antal mennesker er en stor udfordring for enhver økonomi og indebærer at mobilisere betydelige økonomiske ressourcer for at være vært for dem.
At betjene en vandrende befolkning indebærer at give dem sundhedspleje og støtte fra sociale tjenester. I denne forstand er der mange venezuelanere, der har brug for sundhedspleje i forbindelse med spørgsmål som vaccinationer og fødsel. En anden grundlæggende service er uddannelse. Ankomsten af et stort antal mennesker fra Venezuela har tvunget mange lande til at udvide størrelsen på deres skoler.
Af hensyn til offentlige regnskaber så lande som Colombia, hvordan de ved at øge de offentlige udgif.webpter betydeligt skulle justere deres underskudsmål. Det har således været de latinamerikanske lande, der har båret det meste af de økonomiske omkostninger, som denne migrationsudfordring udgør.
Men ud over de økonomiske omkostninger, som denne udvandring medfører for de latinamerikanske stater, hvordan har integrationen af venezuelansk indvandring været?
Selvom venezuelanere har et højt uddannelsesniveau, i mange tilfælde højere end indbyggerne i lande som Peru eller Ecuador, mangler de tilstrækkelige økonomiske ressourcer. Således har venezuelanere arbejdet i job, der ikke svarer til deres studieniveau, og har bestået takket være midlertidige kontrakter. Der er mange, der endda overlever takket være den uformelle økonomi uden kontrakt og opererer i sektorer, der ikke er særlig produktive. Desværre viser denne uformelle arbejdskraft sig at være ret almindelig blandt venezuelanere.
Inkorporeringen af venezuelansk indvandring i den formelle økonomi viser sig at være kompleks, og dens inddragelse går ud over arbejdslivet. Manglen på ressourcer fra mange venezuelanere har i mange tilfælde forhindret deres skolegang uden at forsømme, at de ikke ved, hvordan uddannelsessystemet fungerer, eller de alvorlige ekstra vanskeligheder, som manglende dokumenter medfører. Alt dette betyder et større pres på offentlig uddannelse.
Et kapitel, der ikke kan overses, er heller ikke sundhedsplanen. På denne måde skal det bemærkes, at der er mange venezuelanere, der ikke har besøgt sundhedscentre, fordi de ikke har tilstrækkelige økonomiske ressourcer, og fordi de ikke har en sundhedsforsikring, i et scenarie, hvor knapheden på sundhedsressourcer også har en enestående relevans.
Det er klart, at en massiv udvandring som den venezuelanske diaspora er en udfordring og et socialt og økonomisk drama inden for og uden for Venezuelas grænser.