COVID-19-pandemien har også meget hårde konsekvenser for økonomien. En af de mest fremtrædende effekter i en stor stigning i offentlig og privat gæld.
Verden gjorde stadig ondt fra den store recession i 2008, da Coronavirus-sundhedskrisen brød ud. Da virussen spredes massivt, og mange økonomier stadig er lammet, kommer stater til redning af økonomien. For at gøre dette kræves der store økonomiske stimuleringsprogrammer, der blandt andet inkluderer skattelettelser, skattefritagelser og lån på gunstige vilkår.
Forsøger at undgå fald fra strategiske virksomheder, støtte små iværksættere og undgå fald i indkomst for de mest berørte arbejdstagere, udsteder staterne gæld for at opnå den nødvendige finansiering.
At offentlig og privat gæld stiger og vil stige, er en kendsgerning. Bare se på prognoserne fra Institute of International Finance, der forventer, at den offentlige og private gæld vil stige fra 255 til 325 billioner dollars inden år 2025. Faktisk vil den offentlige gæld i de mest udviklede lande være på 130 % af bruttonationalproduktet (BNP), og i USA kunne det overstige 140% af BNP. Det er her, mange kan undre sig over, om det er muligt at overleve med et så højt gældsniveau.
Der er ingen tvivl om, at store finanspolitiske stimuli er nødvendige for at kunne vende tilbage til den økonomiske vækst. Og det er, at der uden vækst ikke er nogen social eller økonomisk velstand. Desuden, hvis disse stimuli kan genoprette økonomisk vækst, kan de job, der er blevet ødelagt, inddrives, og stater vil således have mere indkomst til at betale deres gæld med.
Europa
Netop i Europa holdes renterne lave for at regeringerne skal betale for et højt gældsniveau.
Der er dog faktorer uden for de økonomiske variabler, der også kan påvirke landenes evne til at stå over for gæld. I det mest gunstige scenarie, hvis pandemien udvikler sig positivt, genoprettes den økonomiske aktivitet og der opnås en stærk økonomisk vækst, bør sådanne stærke nedskæringsforanstaltninger således ikke indføres. Tværtimod, hvis der i værste fald finder sted en stærk rebound, ville lande som Italien med en offentlig gæld, der overstiger 134% af BNP, have reelle problemer. Investorer ville forsøge at frasælge sig italienske obligationer, hvilket ville føre os til et scenario, der ligner det offentlige gældskrise, der fandt sted mellem 2011 og 2012.
Der er dog forskelle med den tidligere krise. Årsagen er, at Den Europæiske Centralbank (ECB), ledet af Christine Lagarde, er parat til at hjælpe de lande, der er hårdest ramt af pandemien og bekæmpe spekulation. I denne forstand bidrager ECB gennem gældskøbsprogrammer og konverterer gæld til længere sigt.
latin Amerika
Situationen i Latinamerika er særlig kompliceret. Dens niveau for offentlig gæld er højere end 2008-krisen, og for at give fornærmelse mod skaden begrænser dens finanspolitiske underskud betydeligt regeringernes muligheder.
Alt dette komplicerer mulighederne for at få finansiering, især for de latinamerikanske lande med den højeste gæld. Med dårligere kredit score vil det være vanskeligt for dem at få meget tiltrængt finansiering.
Blandt de mest gældsatte lande i Latinamerika er Argentina og Brasilien. Skønt der kun er få optegnelser over Venezuela, menes det, at dets gældsforpligtelse er gået vildt.
For Argentina var situationen allerede ærligt kompleks, fordi landet før pandemien havde antaget, at det ikke ville være i stand til at betale gælden. Situationen i Brasilien er slående, som ligger bagud i gæld lige bag Argentina og har adgang til finansiering.
En stor del af Latinamerika opretholder sin gæld i amerikanske dollars. På denne linje har styrkelsen af dollaren og svækkelsen af de latinamerikanske valutaer bidraget til en forværring af den skattemæssige gældssituation i området.
Fiskal bæredygtighed
Der er dem, der hævder, at akkumulering af gæld kan ende med at være dødelig for økonomien og hindre økonomisk vækst. Der har imidlertid været erfaringer som i Japan med en offentlig gæld, der overstiger 230% af BNP, og Italien, som i lang tid har opretholdt niveauer af offentlig gæld, der overstiger 90% af BNP. Således ligger nøglen til at leve med så høje niveauer af offentlig gæld i den såkaldte finanspolitiske bæredygtighed. Med andre ord handler det om at kunne stå over for skatteudgif.webpter med tilstrækkelig skatteindkomst uden at få alvorlige underskudsproblemer, der fører til offentlige gældsproblemer.
Det synes imidlertid vanskeligt at opnå denne balance eller bæredygtighed. Vi skal indeholde skaderne på økonomien, beskytte arbejdstagere og virksomheder og relancere økonomien mod solid vækst.
Kun med stærk økonomisk vækst og stigende offentlige indtægter kan den høje gældsætning reduceres. Problemet ligger i truslen om et udbrud af pandemien, som kan knuse håb om en stærk og hurtig bedring.
