Parisaftalen, der blev undertegnet i 2015, er en stor pagt i kampen mod klimaændringer. Den træder i kraft i 2020, ved afslutningen af Kyoto-protokollen.
Indrammet i den 21. konference til bekæmpelse af klimaændringer omfattede den i alt 195 lande. Det trådte i kraft takket være støtten fra mere end 55 lande, der tegnede sig for mere end 55% af drivhusgasemissionerne på verdensplan.
Dens mål er at reducere emissioner, mens man søger at tilpasse sig økosystemer og reducere forureningens indvirkning på miljøet.
Økonomisk og miljømæssig overgang
Denne aftale repræsenterer utvivlsomt en hel økonomisk og industriel revolution, da den sigter mod at opnå bæredygtig udvikling gennem en økonomi baseret på lave CO2-emissioner. Dens anvendelse ville være en komplet revolution, da det ville betyde at opgive fossile brændstoffer. Derfor har de økonomier, der mest afhænger af disse typer råmaterialer, forsøgt at boykotte disse aftaler.
Det store mål er at sikre, at verdens temperatur ikke stiger med mere end 2 grader Celsius sammenlignet med den førindustrielle fase. Af disse grunde skal de lande, der har ratificeret disse aftaler, bestræbe sig på at opnå, at denne temperaturstigning er mindre end 1,5 grader Celsius i forhold til den førindustrielle fase.
Hvert land udviklede sine egne nationale programmer og nåede en række tilsagn om reduktion af drivhusgasemissioner. Det skal bemærkes, at overholdelsen af disse forpligtelser overvåges hvert femte år.
Køb og salg af kulstofemissionsrettigheder
Et instrument inden for denne aftale kaldet salg af emissioner henleder opmærksomhed. Alt dette består af en international myndighed, der udsteder en række obligationer, der giver ret til at udsende en vis mængde forurenende gasser. På denne måde vil de virksomheder, der ønsker at forurene over de lovligt tilladte niveauer, kontakte de mest forurenende virksomheder for at købe deres emissionsrettigheder. Ånden i dette instrument er, at de mindst forurenende virksomheder også er de mest økonomisk effektive virksomheder.
Finansiering og kompensation
Hvordan finansieres nu bekæmpelsen af klimaændringer og skader forårsaget af global opvarmning? Svaret ligger i oprettelsen af en årlig fond på 100 milliarder dollars årligt. Denne store fond vil blive leveret af de rigeste lande og sørger for de nødvendige ressourcer, så de mindst udviklede lande har alt, hvad de har brug for i kampen mod den globale opvarmning.
På den anden side vil der være en kompensationsmekanisme for ikke-reparerbare miljøtab, skønt beløbene heller ikke er specificeret.
De Forenede Staters tilbagetrækning
Men med Donald Trumps ankomst til Det Hvide Hus i 2016 foretog USA en drastisk ændring i sin miljøpolitik. Præsident Trump, der går ind for økonomisk ekspansion og brug af fossile brændstoffer, trak USA tilbage fra Parisaftalen. Med USAs afgang er et land, der er en grundlæggende del af kampen mod klimaforandringer, tabt. På trods af amerikanernes afgang har de andre lande imidlertid været faste i deres beslutning om at fortsætte inden for rammerne af Parisaftalen.
Kritik af Parisaftalen
Kritik af Parisaftalen kommer fra dem, der finder, at de trufne foranstaltninger er utilstrækkelige. Af denne grund er der dem, der finder, at de præsenterede emissionsreduktioner er utilstrækkelige. Og der er dem, der går ind for en ægte energiomstilling, hvor vedvarende energi ender med at erstatte fossile brændstoffer.
Et andet af de mest kontroversielle punkter i aftalerne er manglen på beskyttelse for de mindst udviklede lande, som er dem, der lider mest under klimaforandringer. I denne forstand ligger problemet i manglen på foranstaltninger til beskyttelse af de fattigste lande.